»Det er lige her, den hemmelige trappe fører op til landsbyen,« siger vores guide Sebastian og peger på en klippevæg 50 meter borte fra det sted, hvor han har parkeret jeepen. Vi er dybt forundrede og siger til Sebastian, at vi overhovedet ikke kan få øje på nogen trappe.

Læs også: Dubai er nu til at betale

Den lodrette klippe ser helt ubestigelig ud, selv for de geder, der er blevet et almindeligt syn, efterhånden som vi er kørt længere og længere ind i den dybe wadi, det arabiske navn for et udtørret flodleje.

»Det er derfor vi kalder den hemmelig«, påpeger en smilende Sebastian, og ganske rigtigt – da vi kommer nærmere, kan vi se en snæver sti, der bugter sig stejlt op af bjergsiden.

»Muhammed har selv hugget stien ud og gradvist forbedret den i løbet af de mange år han har boet her,« forklarer Sebastian, mens han adræt begynder opstigningen, og vi forsigtigt følger efter og prøver på at stå fast på de løse klippestykker og skarpe sten der udgør »trappen«.

Øde bjergegne i Oman
Vi er på vej op til en næsten forladt landsby på toppen af bjerget i en af de mest øde bjergegne i Oman. Vi har hørt, at en gedehyrde fra Pakistan er den eneste beboer der er tilbage på bjerget, og det er især for at møde ham, at vi har forladt drivertilværelsen på vores luksusresort ved Zingy-bugten og hyret Sebastian til at føre os helskindet op på bjergtoppen.

Oman er et sultanat på østsiden af den arabiske halvø, og selv om sultan Qaboos bin Said Al Bu Saidi måske ikke er demokratiets fremmeste forkæmper, er der taget flere tiltag i den rigtige retning.

I følge Sebastian, der er født og opvokset i landet, kan folk fra Omans fattigste områder, som ikke har lyst til fortsat at kæmpe mod tørke, udpinte jorde og et nådeløst klima, således blandt andet få betydelig økonomisk støtte til at flytte ind til byerne og en moderne tilværelse. Resultatet er, at mange af Omans ældgamle bjerglandsbyer nu er helt affolkede.

Akabat i 1.600 meters højde
Vi er nået halvvejs op ad bjerget og da vi holder hvil for at puste ud, har vi en formidabel udsigt ud over et storslået, men goldt, landskab, hvor kun nogle få hårdføre buske og lave træer stikker op fra stenørkenen.
Sebastian udpeger nogle spredte hytter langt borte på en anden bjergside.

»Det er landsbyen Akabat, som ligger i 1.600 meters højde. Der er ingen veje op til den, så man skal vandre halvanden time fra bunden af Wadien for at nå derop, og både vand, græs til geder og madvarer skal transporteres på æsel. Akabat er den eneste af byerne heromkring, hvor der stadig bor folk fra Oman. Der er et ægtepar tilbage og de to er sammen med en enkelt pakistaner landsbyens eneste indbyggere,« forklarer han.

»Der er ingen heroppe, som har papirer på hverken deres hus, jord eller geder, så når folk flytter ned fra landsbyerne, hyrer de samtidig en pakistaner til at bo i byen og passe deres geder. På den måde mister bjergfolkene ikke brugsretten til deres land, og så er de samtidig sikre på, at deres forfædres gravsteder bliver bevaret og deres hytter vedligeholdes.«

Pludselig lyder en fløjten ovenfra, som Sebastian besvarer. Vi kigger op og ser en mand, som sidder på en afsats langt oppe og vinker til os. Da vi når toppen tager Muhammed, som manden hedder, imod os. Og viser rundt i den landsby, hvor han de sidste 15 år har været den eneste indbygger.

Sød the med gedemælk
Muhammed kommer fra Pakistans bjerge, hvor både livsbetingelser og indtægtsmuligheder er langt ringere end i Oman, og da han fik tilbuddet om at passe på landsbyen og de samlet godt 100 geder, slog han omgående til, selv om det betød afsked med familien i Pakistan. Den oprindelige toårige kontrakt er siden blev forlænget mange gange og Muhammed er godt tilfreds med tilværelsen som eneboer i det barske landskab. Han er dog altid glad for at få besøg og viser gæstfrit rundt i landsbyen, hvor mange af stenhytterne har stået tomme i 30-40 år.

Centralt i byen er de gamle familiegravsteder samt en fold, hvor gederne hver aften kommer tilbage, efter at de om dagen har strejfet rundt i bjergene efter de sparsomme vækster, der har klaret tørken. Tre tørstige daddelpalmer rager op over både hytter og indhegninger og farves dybrøde, da solens første stråler kommer frem fra øst.
Muhammed inviterer til en kop sød the med gedemælk i sin sparsomt møblerede hytte. Mens vi tilbydes de bedste pladser på to gamle feltsenge sidder Muhammed selv på hug foran det ældgamle gasblus.

»Selv om det selvfølgelig er ensomt, kan jeg høre radio hver dag. Det er mest udsendelser fra Iran, fordi de har de kraftigste sendere, men det er udmærket underholdning. Desuden tager jeg hver uge ned til byen 50 kilometer borte til fredagsbønnen, og ved samme lejlighed taler med mange folk og mødes med mine landsmænd, som ser efter andre af områdets i alt 80 bjergbyer. I de første mange år heroppe faldt der regn nok her i vintermånederne til at brønden blev fyldt, så dengang var der nok vand til både planter og geder. I de seneste år er regnen udeblevet, så nu er jeg helt afhængig af regeringens tankvogn,« fortæller Muhammed.

Han følger med os ned ad de hemmelige trin, som han bevæger sig rundt på, som om der var tale om et plant klinkegulv i en villa og ikke en halsbrækkende stejl sti med forræderisk løse klippestykker. Vi vinker farvel til Muhammed og et fascinerende møde med et liv og en kultur, der er næsten umulig at forstå kan eksistere i det 21. århundrede, oven i købet kun få timers kørsel fra det ultramoderne Dubai.

Se også: Verdens 10 mest besøgte religiøse steder