Jeg ved, hvad der venter, hver gang jeg logger på Facebook, men alligevel gør jeg det. Er jeg masochist? Nyder jeg at blive nedgjort og forulempet af veluddannede mennesker, der har deres daglige gang på Christiansborg? Nej, men at være borger i Danmark kræver desværre, at man sætter sig ind i, hvad ens politikere foretager sig, og det gøres nemmest via Facebook.

Desværre er den højt anpriste demokratisering af den offentlige debat blevet til en skidtspand, hvor folkevalgte fra begge fløje udspyr ugennemtænkte udtalelser og latterlige lovforslag. Trygt sidder de bag skærmen og beordrer deres underbetalte praktikanter til at udforme håbløse pressemeddelelser, velvidende at ingen kan smide dem ud før om flere år. Og selv da venter ministerpensioner, tillæg og andre bonusser.

Jeg kunne blive fortørnet og melde dem til politiet, når de truer med at stjæle mine penge, skære i mine ydelser eller på andre måder gøre mit liv vanskeligt. Men jeg vælger i stedet at have ondt af dem. Formentlig har de bare dårlig selvtillid og føler, at et beskyttet politikerliv giver dem en nem mulighed for at hærde det skrøbelige ego. Når de konfronteres med den virkelige verden og mærker konsekvenserne af deres handlinger, viger de oftest tilbage og indser, at de måske alligevel ikke skal være i politik.

Det er bare synd, at en politiker når at sige så mange grimme og inkompetente ord, inden vedkommende hører sin egen dårlige tone. Men fra borgerdybet skal lyde en opfordring til de folkevalgte: Tal pænt!

Jeg ved, hvad der venter, hver gang jeg logger på Facebook, men alligevel gør jeg det. Er jeg masochist? Nyder jeg at blive nedgjort og forulempet af veluddannede mennesker, der har deres daglige gang på Christiansborg? Nej, men at være borger i Danmark kræver desværre, at man sætter sig ind i, hvad ens politikere foretager sig, og det gøres nemmest via Facebook.

Desværre er den højt anpriste demokratisering af den offentlige debat blevet til en skidtspand, hvor folkevalgte fra begge fløje udspyr ugennemtænkte udtalelser og latterlige lovforslag. Trygt sidder de bag skærmen og beordrer deres underbetalte praktikanter til at udforme håbløse pressemeddelelser, velvidende at ingen kan smide dem ud før om flere år. Og selv da venter ministerpensioner, tillæg og andre bonusser.

Jeg kunne blive fortørnet og melde dem til politiet, når de truer med at stjæle mine penge, skære i mine ydelser eller på andre måder gøre mit liv vanskeligt. Men jeg vælger i stedet at have ondt af dem. Formentlig har de bare dårlig selvtillid og føler, at et beskyttet politikerliv giver dem en nem mulighed for at hærde det skrøbelige ego. Når de konfronteres med den virkelige verden og mærker konsekvenserne af deres handlinger, viger de oftest tilbage og indser, at de måske alligevel ikke skal være i politik.

Det er bare synd, at en politiker når at sige så mange grimme og inkompetente ord, inden vedkommende hører sin egen dårlige tone. Men fra borgerdybet skal lyde en opfordring til de folkevalgte: Tal pænt!