Opfinder vil spare virksomheder for millioner
En ny opfindelse, der skal spare medarbejderne for unødig opstartstid, kan spare virksomhederne for millioner.
En ny opfindelse, der skal spare medarbejderne for unødig opstartstid, kan spare virksomhederne for millioner.
Du kender det sikkert. Computerens stille summen, mens den langsomt vågner. Og der kan gå lang tid, fra du har trykket på startknappen, til computeren kan bruges.
Den tid vil civilingeniør og opfinder, Hans Jessen, nu spare virksomhederne for, skriver dagbladet Børsen.
Læs også på evb.dk:
Han har udviklet et program, der kan installeres centralt i virksomheden, som kan styre, hvornår den enkelte pc starter. Det kan for eksempel være et kvarter før den enkelte medarbejder møder. På den måde står computerne klar til brug, så medarbejderne straks kan gå i gang med dagens arbejde, når de møder ind.
Tænker i nye baner
Ideen til opfindelsen fik Hans Jessen, da han læste en artikle, hvor en stor international computerleverandør havde påvist, at man ikke kan nedbringe tiden, fra der tændes på computerens startknap, til den første e-mail kan modtages til under fire minutter.
- Og så har den leverandør sikkert gjort alt, hvad den kan for at optimere tiden, så en ventetid på mere end fem minutter ofte vil være det normale, siger Hans Jessen til Børsen.
Han har derfor tænkt i nye baner. Med udgangspunkt i en stor dansk virksomhed med 5000 ansatte har Hans Jessen beregnet, at medarbejdermes daglige spildtid svarer til årlige omkostninger på 15 millioner kroner, forudsat at medarbejderne ikke bruger arbejdsdagens første minutter til andet arbejde.
- Hvis denne koncernbenytter min patentanmeldte teknik, vil den kunne spare mindst 55 procent af disse udgifter, forklarer Hans Jessen til Børsen.
Han henviser til, at spildtiden kan nedbringes fra de fire minutter til bare et minut og 45 sekunder. Samtidig tilføjer han, at i de tilfælde, hvor der ikke benyttes log-in, kan spildtiden helt fjernes, idet pc’en vil være 100 procent kar til brug, når medarbejderen møder.