En katolsk familie 1969
Rosenkransen viser, at jeg blev født som katolik. Min far konverterede, kort før jeg blev født, min mor et års tid senere, og kirken prægede min barndom. Min far var mønsterbryder. Han voksede op i et rigtigt arbejderhjem med en jord- og betonarbejder-far og en hjemmegående mor, men han kom ind på Sankt Annæ Gymnasium, hvor jeg selv sidenhen gik, og for ham skete der store kunstneriske, åndelige og æstetiske spring. Han blev skoleinspektør og var meget kunst- og musikinteresseret. Mine forældre var 20 år, da de fik mig. Jeg har hørt min mor sige, at hun var stolt af, at de var mønsterbrydere. De gjorde det ikke som mange ved at blive hippier eller flippere, men tog vel snarere nogle skridt baglæns - kulturelt i retning af det klassiske og åndelige til katolicismen - hvilket i Danmark var temmeligt radikalt på det tidspunkt.
5. klasse på Sankt Annæ 1980
Det er første gang, jeg er i drengekors-uniform. Jeg vidste ikke, at jeg ville være sanger og fokuserede på at spille klaver. Da min stemme havde været i overgang, begyndte det at se ud, som om syngeriet var en mulighed. Det er svært at leve af at blive pianist. Jeg blev ret god til at spille klaver op gennem gymnasiet, men det forsvandt, da jeg kom på Konservatoriet som sanger lige efter gymnasiet. Jeg har aldrig haft et sabbatår. Det ville jeg gerne have haft. Det ærgrer mig i dag. Jeg gik i folkeskole, gymnasiet, Konservatoriet, blev ansat ved Det Kongelige Teater og begyndte at rejse ud. Jeg har aldrig haft en periode, hvor jeg var pølsemand, gjorde rent eller studerede noget andet. Det er altid gået fuldstændig slag i slag. Jeg tror, jeg ville have haft glæde af at sejle, rejse til Asien, eller hvad man nu gør. Jeg går meget ind for det uden selv at have gjort det, for jeg savner det egentlig. Det kunne have givet mig noget perspektiv på tingene.