Det Kongelige Teaters ansatte fik i torsdags besked om operachef Sven Müllers farvel til jobbet.

Tyskerens afsked kom på et overraskende tidspunkt: Han havde lige fået fondspenge til etablering af et repertoire på ti klassikere og ti nye bud på genren. Men medarbejderne hørte samme dag om uvejr i horisonten. Især husorkestret, Det Kongelige Kapel, står muligvis foran nedskæringer. Og kun en tonedøv ville ikke se en sammenhæng mellem operachefens afgang og de mørke udsigter - selv om han aldrig sagde det selv.

Det Kongelige Teater blev i november forrige år mødt af et sparekrav fra politisk side. Ledelsen svarede igen med udlicitering af det scenografiske værksted og et forslag om beskæring af husets orkester.

Besparelsen skulle reducere Det Kongelige Kapel fra 117 stillinger til 96. Dels ved ikke at genbesætte syv stillinger, der har stået tomme i den seneste tid. Og dels ved at sende musikere over 63 år på pension - altså ved såkaldt naturlig afgang.

En nylig afgørelse har efter Berlingskes oplysninger forhindret dét med pensioneringen. Medarbejdere klagede til Ligebehandlingsnævnet og fik medhold. Teatret må ikke pensionere folk på 63 år.

At teatret ikke selv fik tjekket reglerne og forhandlet med dem in mente, kan godt undre. Man har muligvis bare håbet det bedste. Resultatet er i hvert fald udsigt til ret så mærkbare nedskæringer. Det ubekræftede tal peger i retning af et orkester med op mod en sjettedel af musikerne på trekvart tid.

En ordning med musikere på nedsat tid ville mange steder i miljøet blive set som en glidebane og meget usædvanligt på verdensplan. For teatret kunne så planlægge værker med færre strygere eller blæsere fremover - hvorefter endnu flere ville ende på nedsat tid. Og så videre.

Barberingen i antallet af premierer har i forvejen slidt på musikerne. Mange døjer med meget ensidige arbejdsopgaver og aften efter aften med de samme værker. Orkestret ses ellers flere steder som Nordens bedste teaterorkester overhovedet. Det kan i runde tal alt. Og det vil alt. »Vi vil have ondt i armene«, som en let frustreret musiker sagde til Berlingske i går.

Morten Hesseldahl nyder generelt respekt som teaterchef og siger jævnligt politikerne en sandhed eller to. Sven Müller var ikke helt så synlig, men havde sikret ro på rækkerne. Operachefen må med andre ord have kastet det hvide håndklæde på medarbejdernes vegne. Han har set onde ting i den kollektive krystalkugle. Han har taget én for holdet.

Om det er en rigtig beslutning, må han afgøre med sig selv. En leders afgang udløser sjældent flere penge. Det kan højst sætte fokus på selve problemet.

Ingen kender Alexander Vedernikovs reaktion på de mulige besparelser: Når den højt besungne russer inden længe begynder som orkestrets chefdirigent, vil han muligvis føle sig prakket en trepattet ko på.

Og jagten på operachefens efterfølger går ind. Teatrets historie har efterhånden en del vildskud på posten. Senest briten Keith Warner, der havde andre forestillinger om husets muligheder og derfor ikke var her mange måneder.

Den rigtige type ejer alle Sven Müllers egenskaber. Plus en glæde ved smalltalk, ved drinks med fondsfolk, ved alt det mere udadvendte i livet.

For den slags skal til i dag.