Bilproducenten Opel står bag den første fabrikslukning i tysk bilindustri i årtier. Den 150 år gamle bilproducent, der er en del af General Motors, lukker fabrikken i den tyske by Bochum, skriver guardian.co.uk.

Fabrikken beskæftiger omkring 3.000 ansatte, hvoraf nogle måske bliver flyttet til Opels varelager i Bochum. Der er for tiden 430 ansatte, men Opel forhandler med medarbejderne om eventuelt at udvide antallet af ansatte på lageret i 2016.

Opel lukker fabrikken i Bochum i 2016, når de stopper med produktionen af modellen Zafira. Tilbage i juni i år meldte bilproducenten ud, at de ikke planlagde at lave en ny generation af Zafira set i lyset af det faldende europæiske bilmarked.

Krisetiderne på det europæiske bilmarked kostede General Motors, bedre kendt som GM, 747 mio. dollars i Europa sidste år. Salget af Opels biler er i 2012 faldet med 15 procent, og det har forårsaget, at bilproducenten i august meldte ud, at de ville holde tyve lukkedage i 2012 for at spare.

Lukkedagene på to tyske bilfabrikker skulle være med til at redde arbejdspladser, men det har alligevel ikke kunnet sikre bilfabrikken i Bochum. Selv om lukningen af fabrikken har været længe ventet, blev den først bekræftet i går, skriver guardian.co.uk.

Den tyske kansler Angela Merkel udtrykte efterfølgende sin ærgrelse over den General Motors-ejede bilproducents beslutning om at stoppe produktionen i den tyske by Bochum, bekræfter Opels talsmand Georg Streiter til guardian.co.uk.

General Motors har hovedsæde i Detroit, USA og har udover Opel bilmærker som Cadillac, Chevrolet og Buick under sine vinger.