Der var engang, hvor vi stod op og hængte tøj til tørre. Nu bliver det klaret af tørretumbleren. Der var også dengang, vi stod og vaskede op. Det sørger opvaskemaskinen for i dag. Og dengang vi gik rundt med en støvsuger på slæb. Den opgave har robotstøvsugeren overtaget.

Men hvad laver vi mennesker, mens de huslige pligter er blevet automatiseret og overtaget af maskiner? Vi flyder da på sofaen foran fjernsynet, tabletten eller måske smartphonen. Eller også sidder vi foran computeren.

Den teknologiske udvikling har gjort vores muligheder for at stå op og være aktive i fritiden færre. Og det er skadeligt for vores helbred.

Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden har undersøgt, hvordan en mindre stillesiddende adfærd i fritiden påvirker helbredet.

De foreløbige resultater fra undersøgelsen tyder på, at hvis vi bare rejser os lidt oftere fra sofaen, mindskes risikoen for blandt andet overvægt.

»Baggrunden for projektet er, at mere og mere forskning tyder på, at det er dårligt for helbredet at sidde stille mange timer dagligt, også selvom man følger Sundhedsstyrelsens anbefaling om en halv times daglig motion,« siger Mette Aadahl, seniorforsker ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden. Hun understreger, at man ikke ved præcist, hvorfor stillesiddende adfærd er skadeligt for menneskers sundhed.

Det er nemlig ikke nogen nyhed, at stillesiddende adfærd er skadeligt for helbredet. Så sent som i august fastslog en rapport, udarbejdet af Vidensråd for Forebyggelse, at stillesiddende adfærd øger risikoen for at udvikle forskellige livsstilssygdomme på trods af gode motionsvaner.

Men der ER faktisk noget nyt ved Mette Aadahls undersøgelse. Undersøgelsen er nemlig fokuseret på, hvad det så betyder, hvis man ændrer sine stillesiddende vaner. I et halvt år har en gruppe danskere således arbejdet bevidst med at ændre adfærd, så de rejste sig hyppigere. De mange data er nu ved at blive bearbejdet, men de foreløbige resultater tyder på, at det hjælper.

»Det ser ud til, at det har en effekt både på vægten og blodprøverne bare det at stå,« siger Mette Aadahl.

Konkret er forsøgspersonerne blevet undersøgt både før forsøgets start samt ved forsøgets slutning. Sammen med en af projektets sygeplejersker kom forsøgspersonerne frem til, hvordan de kunne stå mere op i løbet af deres dagligdag, sådan at de i fritiden sad ned i maksimalt en halv time ad gangen. Og selv om Mette Aadahl ikke vil løfte sløret for de konkrete resultater, vil hun alligevel gerne afsløre, at det tilsyneladende har en positiv effekt på helbredet at komme på benene lidt hyppigere end hvad vores moderne livsstil egentlig lægger op til.

»Vores samfund generelt er i dag indrettet, så vi sidder ned alle vegne. Vi bruger mere tid på at køre i bil. Vi ser tv, er på computeren, tablet eller smartphone hele tiden. Børn bruger spillekonsonsoller og alle opgørelser viser, at vi bruger mere og mere tid på teknologi end tidligere,« siger Mette Aadahl.

De endelige resultater af undersøgelsen fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden ventes offentliggjort til foråret.