Mark Zweig vægrer sig i første omgang ved at fortælle om det.

»Det er jo lidt flovt, må du forstå,« siger den 65-årige tidligere direktør og investor, da han spadserer langs kajen og viser rundt i Tuborg Havnepark – den lille enklave af hvide boligblokke ved Hellerups kyst, hvor vidstrakte horisontale kystlinjer nærer områdets aura af ro og overdådighed.

Det flove, man må forstå, er, hvordan Mark Zweig i ren iver og begejstring i 2008 endte med at betale 1,1 millioner kroner ekstra i en budrunde for en endnu ikke færdigbygget penthouselejlighed i Carlsbergs nye liebhaverbyggeri. Prisen for lejligheden havde bryggeriet oprindelig sat til 15,5 millioner kroner. Men, lod mægleren ham vide: Mark og konen ville kun komme i betragtning, hvis de – udover overbuddet – samtidig erhvervede sig en af havnens dyreste bådpladser til yderligere 985.000 kroner .

»Jeg havde aldrig sejlet og vidste dårligt nok, hvad en båd var,« griner Mark Zweig.

Men han og Lisbeth havde altid drømt om at bo i et penthouse, og nu var chancen der.

»Det lyder vanvittigt, men det var en anden tid. Ville man være med til festen, og var man i øvrigt så privilegeret at have råd til det, skulle man ikke stille for mange spørgsmål, kun: »Hvor skriver jeg under?« Nu kan jeg godt se, at vi blev narret.«

Det var i de glade 00ere, hvor alle havde ret til et fedt køkken. Dengang man troede, at en investering i et sommerhus ville gøre én til millionær på otte dage. Dengang luftige IT-milliarder finansierede ekstravagante jetsetfester og gigantiske motorbåde langs den sjællandske nordkyst. Dengang store entreprenører som Carlsberg kunne diktere prisen på ubyggede penthouselejligheder og der alligevel stod et hav af købere på spring. Dengang alt kunne lade sig gøre, og folk troede, at opturen ingen ende ville have.

Carlsberg kom af med flertallet af sine dyre bådpladser, og ingen tænkte mere over det. Køberne var glade for deres lejligheder. Sejlerne nød luksussen i de nye, lækre omgivelser. Og hvad betød nogle hundredtusinde oveni, hvad der allerede føltes som en formue at betale fordelt over 30 år med renter og afdrag?

Mark Zweig forsøgte sig også med en båd, men solgte den igen nogle år senere. Sejler blev han aldrig. Bådpladsen, til gengæld, skulle vise sig noget nær umulig at slippe af med.

»Ingen skal have ondt af os, for vi, der bor her, elsker Tuborg Havn. Jeg elsker udsigten, roen, miljøet, atmosfæren. Men det er da utroligt, at jeg og så mange andre erhvervsfolk har ladet os narre. Vi er alle blevet duperede af omgivelserne. Ingen var klar over, at det, vi havde købt af Carlsberg, i virkeligheden var en tikkende bombe!«

Den tikkende bombe

Den tikkende bombe refererer til aftalen bag de bådpladser, som Mark Zweig og 148 andre har købt, og som i denne uge fik 80 vrede bådejere til at stævne Kongelig Dansk Yachtklub (KDY) og Carlsberg for over 12 millioner kroner, fordi de føler sig snydt og bedraget i en blodig strid om havnelejen. Det lyder som førsteverdensproblemer i yderste potens, men er ramme alvor:

»Det handler om retfærdighed i havnen!« siger Michael Lynenskjold over et stykke smørrebrød og vin i havnens restaurant, som han forpagter. Den storsnakkende mand i blå klubpolo er talsmand for de forurettede og ikke bange for at svinge konflikten op på de høje nagler:

»Den handler om et stort anerkendt bryggeri, der har solgt os bådpladser på betingelser, der ikke holder. Og om en hæderkronet gammel yachtklub, der beskytter sig under kongekronen, mens den misbruger vores penge. Det handler om moral,« siger han.

Den betændte sag har skabt ondt blod mellem gamle venner og sat Tuborg Havn på den anden ende. Fra Ballen på Samsø til Skovshoved i Nordsjælland taler sejlere om striden. For at forstå hvorfor, må vi have lidt historik på plads:

Da Carlsberg i sin tid anlagde den nye bydel Tuborg Havnepark havde entreprenøren brug for en partner, der kunne hjælpe med at administrere den daglige drift i lystbådehavnen og sikre, at nybyggeriet ikke endte som en gold og livløs betonghetto, men udviklede sig til et livligt og attraktivt sejlermijø.

Den traditionsrige, gamle sejlklub, KDY, der har dronning Margrethe som protektor og prins Henrik som æresformand, var på samme tid på jagt efter en ledig byggegrund til en nyt klubhus og efter aktiviteter, der kunne generere flere indtægter til foreningens økonomi.

Et lykkeligt ægteskab blev indgået: Carlsberg solgte bådpladserne til private sejlere for priser på mellem 239.000 og 985.000 kroner, og KDY påtog sig opgaven af inddrive sæsonlejen (mellem 8.000 og 35.000 kroner om året), der ifølge de købsaftaler, ejerne har indgået med Carlsberg, og som Berlingske har gennemlæst, skulle bruges til at finansiere havnens drift.

Der var tale om kongerigets dyreste bådpladser og lejeudgifter. Men bådpladsejerne, der for de flestes vedkommende er erhvervsfolk, jurister og andre med tjek på både kontrakter og bankbøger, var glade. For havnen var »fed, fed« og »super lækker«, pladserne en investering og lejen en måde at konsolidere havnens økonomi.

Altså indtil for et par år siden, hvor det gik op for Michael Lynenskjold og de andre, at overskuddet af de penge, som gennem de seneste ti år er blevet betalt til havnedrift er blevet brugt af KDY til alt muligt andet end at spare op i havnen, og at der derfor ingen penge er på kistebunden, når den næste Bodil-storm river havnen fra hinanden, og der skal renoveres for tocifrede millionbeløb – med de 149 bådpladsejere som eneste til at betale gildet.

Rød bil, blå bil

»Det her må bare ikke ske i Danmark. Det er jo nordkoreanske tilstande,« siger Claus Sonne, der købte sin bådplads i 2007 og er kommet i havnen siden. Han sejler mest med familien og er ikke en del af det sociale miljø på havnen. Så da han tidligere på året til et informationsmøde fik nys om balladen i havneøkonomien, fik han et chok.

Hverken Carlsberg eller KDY har ønsket at kommentere de forskellige anklager og kritikpunkter over for Berlingske. Men af foreningens seneste regnskab fremgår det, at KDY selv mener, der »ingen begrænsninger er for«, hvad yachtklubben kan benytte overskuddet fra havnen til. Det bestemmer foreningen selv.

Der er som udgangspunkt heller ingen øvre grænse for, hvad KDY må inddrive i lejeindtægter fra bådpladsejerne, skal man forstå på redegørelsen. Og begge dele er efter sigende en aftale, som KDY har indgået med Carlsberg. Men hverken bådejerne eller Berlingske har fået lov at se papirerne på den aftale, som i så fald strider direkte imod, hvad der står i ejernes købsaftaler.

Bådejerne er altså både vrede på Carlsberg, som de mener, har solgt dem en vare under falske forudsætninger indeholdende en blankocheck til KDY. Og på KDY som de anklager for at have stjålet af kassen og ikke administreret havnelejen efter reglerne.

»Jeg blev skræmt fra vid og sans og tænkte: Det her skal jeg ud af i en fart. Jeg mener: Jeg har købt en rød bil, fået leveret en blå og nu fortæller de mig, at jeg hæfter for vedligeholdelsen af alle biler i Jylland. Det er grotesk,« siger Claus Sonne.

Tidligere på sommeren sendte han derfor Carlsberg sit kontonummer og bad om at få sine penge igen. Men Carlsberg mente ikke, de havde noget mellemværende i forhold til Claus Sonnes aftaler med KDY. Nu overvejer han at skrive til Kongehuset. Eller politianmelde sagen.

Modsat forholdene i landets kommunale havne har den oprindelige ejer – altså i dette tilfælde Carlsberg – nemlig ingen pligt til at købe pladserne tilbage, hvis ejerne ikke ønsker at benytte dem. Og ejerne er derfor stavnsbundet til en leje hos tredjeparten, KDY, som de ingen indflydelse har på størrelsen eller anvendelsen af.

En udvej er selvfølgelig at forsøge at afsætte de hundedyre bådpladser på Den Blå Avis til halv pris. I øjeblikket er der fem pladser til salg i avisen og endnu flere på KDYs hjemmeside.

»Carlsberg og KDY bør vide, at de ikke slipper godt fra det her,« siger Claus Sonne.

»Det handler om retfærdighed, og der er ikke nogen her, som ikke har råd til at slås med dem.«

De riges ret

Og netop her ligger forskellen på Tuborg Havn og landets øvrige lystbådhavne: Her er ingen ungdomsafdelinger med entusiastiske jollesejlere, der bruger glade eftermiddage på kapsejladser og foreningssjov.

Over halvdelen af bådene i Tuborg er motorbåde – de største i landet. Og klientellet domineres af midaldrende mænd med executive-titler og pengepunge, der ingen nød lider. Det er folk, der er vant til at se på regnskaber, til at handle på uretmæssigheder – og til at få ret.

Under frokosten med Michael Lynenskjold kommer et par af hans kampfæller forbi. En skal ud at vaske støv af sin båd, så den tager sig godt ud for gæsterne. En anden gøre klar til eftermiddagens cruise. Der er ingen i selskabet, der ikke har råd til at betale 30.000 kroner i leje til KDY. De har købt sig ind i havnen, fordi de elsker luksusomgivelserne. Og de har friheden til at nyde dem.

Mændene kender godt omverdenens fordomme om Fritz og Poul og rigsmandsreservatet. De ved godt, at nogen vil betragte dem som rige røvhuller, der piber. Men det er underordnet i den her forbindelse, svarer Michael Lynenskjold på spørgsmålet om, hvorfor andre overhovedet skal interessere sig for og sympatisere med deres sag.

Det er rigtigt, at der er rige folk i Hellerup. Og det er rigtigt, at der er større problemer i verden. Men loven må da også gælde for de privilegerede og moralen ikke gradbøjes efter, hvor mange nuller der er i lønningerne på selvangivelsen, siger han:

»Det her handler ikke om penge. Det handler om ret og anstændighed.«