Den sidste lykkelige sommer var den sommer, hvor campingpladsen for andet år i træk blev oversvømmet. 11-årige Hans vågnede ved synet af en blå sødmælksflaske, der sejlede gennem teltet. Det gik op for ham, at hans luftmadras flød ovenpå vandet. Hans, den ældste af fire brødre, så over på sin bror Jens, som er et år, en måned og en uge yngre.
»Vi grinede af, at mælkeflasken kom sejlende,« fortæller Hans.
Vandet fossede om metalbenene til en drømmeseng med blåt betræk, hvor moren til de fire drenge forskrækket vågnede. Tidligt den morgen kom faren hjem fra sit bi-job som taxachauffør. Om dagen var han bogholder i en bank. Drengene blev sendt ud for at grave en kanal rundt om teltet for at lede vandet væk. Det gule og blå-stribede telt var så stort, at en bil kunne holde parkeret inde i det.
Hver sommer siden Hans var spæd, blev teltet slået op på campingpladsen på Køge Sydstrand eller på en campingplads ved Dragør.
»Jeg elskede livet på campingpladsen, og den campingplads var min favorit. Der var masser af børn, mange at lege med,« fortæller Hans.
Sommeren har indprentet sig i Hans. Han husker sin barndom som lykkelig. Lykkelig for ham, og det virkede som om, den også var det for brødrene. Fire drenge. Brødre. Bare knæ i den lune luft. Lugten af græs. Solens varme stråler på bare skuldre.
»Det var det frie liv,« smiler Hans, der er født i 1955.
Vi skruer tiden 46 år frem fra den oversvømmede campingplads. Der er varmt i retssalen i Aalborg. Blodet dunker i Hans’ tindinger. Han mærker sine fugtige håndflader. Hans prøver at fange sin bror Jens’ øjne, da dommen bliver afsagt. Forgæves. Brorens øjne glider roligt væk. Jens’ ubarberede ansigt er uforandret. Folderne i det vidner om et rakkerliv rundt i Jylland på mindst 20 adresser, bestandigt på flugt fra myndighederne, fra sig selv. Man læser sixpacks, cigaretter, skuffelser og raseri i dets porer. 12 års fængsel lyder dommen i en af danmarks-historiens værste pædofilisager med umenneskelige ingredienser af blodskam, incest og vold. Broren Jens – også kendt som Rebild-faren – er dømt for at have misbrugt otte af sine ti biologiske børn over en periode på 16 år og to af deres venner. En søn har han voldtaget og misbrugt, siden han var fem. En datter siden hun var tre. Han gik i bad med hende, tog hende op på skødet, bagefter var det lillesøsterens tur.
Den ældste datter Mai, der nu er 18 år, fortalte for første gang i marts sin historie til Berlingske. Hun skildrede, hvordan faren også tvang hendes brødre til at have sex med hende.
»Det var forskelligt, hvilken bror, det var. Han fik ordre til at have samleje med mig. Vi blev sendt ind i et rum. Bagefter kom min far ind.«
Hvordan forbinder man det frie barndomsliv i græsset på campingpladsen på Køge Sydstrand med en far, der sidenhen systematisk misbrugte og destruerede sine egne børn? Der er spørgsmål om påvirkninger og reaktioner, som vil forblive ubesvarede. Men dette er den ældste bror Hans’ fortælling om livet i den københavnske middelklassefamilie, hvor Rebild-faren voksede op.
Familien Rasmussen bestod af en funklende køn mor med mellemrum mellem fortænderne. En far, der var flittig og hårdtarbejdende. Han havde astma, men insisterede alligevel på at blive soldat og senere hjemmeværnsmand. Faren var en mønsterbryder: student og bogholder i den bankverden, hvor hans mor havde tømt skraldespande for karbonpapir og skrubbet gulvene. To af brødrene, heraf Hans og en anden bror født i 1959, er velfungerende med familier og arbejde. De to øvrige brødre, født i 1956 og 1964 er begge blevet pædofile. Den såkaldte Rebild-far er i færd med at afsone en 12-års dom. Hans bror fra 1964 har afsonet en dom på halvandet års fængsel i Sverige for at misbruge sin datter og besidde børneporno.
Når man hører Hans’ fortælling om skjulesteder ved åen, smagen af rababerlimonade og miniaturelastbiler med gummihjul, er det slående ikke mørket i hans ord. Det markante er lyset og glæden, der pibler ud af hans sætninger, når han igen og igen siger: »Jeg havde en lykkelig barndom. Jeg ved ikke, hvor pædofilien kom fra.«
Hans føler sig overbevist om, at ingen af brødrene blev udsat for overgreb i barndomshjemmet. I hvert fald ikke fysiske eller seksuelle.
»Jeg tror, at det, der skete i vores familie, kan ske i hvilken som helst familie,« siger han. Vendepunktet var formentlig den skilsmisse, der satte ind året efter den sidste lykkelige sommer i det lange græs, tæt ved den stenede strand.
»Det var en dejlig barndom frem til skilsmissen. Efter den bliver det grumset,« siger Hans.
På campingpladsen på Køge Sydstrand duvede og skvulpede vandet omkring drømmesengens metalben. Drømmesengen var den type, som klapper sammen med et smæk, hvis den ikke er rigtigt låst. På dens blå betræk vågnede en kvinde, en mor til fire drenge. Hans husker hende som en god mor, en fin mor i de tidlige år. På et billede fra familiealbummet glimter hendes lidt tætsiddende øjne. Hun har blondt hår under en hvid hæklet hue med huller. Et par perler fra en perlekæde omkring hendes hals skinner hvidt under en sort krave.
Hans husker en eftermiddag, hvor døren ind til stuen var låst i hjemmet ved Mozarts Plads. De fire brødre undrede sig og defilerede forbi for at tage i dørhåndtaget og konstaterede, at døren var låst. Men pludselig gik den op. En lyshåret mand med en bølget Cliff Richard-frisure var gået ud på toilettet. Moren stak sin overkrop frem fra sofaen, blussende og rød i ansigtet. Hans var på det tidspunkt 12-13 år. Begær, kærlighed, bedrag, den type ting var selvsagt relativt abstrakte for ham. Alligevel havde han en klar fornemmelse, en slags moralsk instinkt, som han mener, han har fra sin far. »Min far var meget moralsk. Det var vigtigt for ham, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.«
Hans tolkede det som om, at det, der var foregået i sofaen, var forkert. Han fik sin mor til at skrive under på, at hun ikke ville gøre det igen. Han gemte erklæringen med underskriften nederst i sit sorte træskrivebord. Indimellem kontrollerede Hans, at brevet stadig var der. En dag var det væk. Han mistænkte moren for at have fjernet det.
I løbet af Hans’ 8. klasse blev en skilsmisse mellem forældrene sat i værk, der gennemgribende ændrede børnenes liv og kom til at definere dem for altid. De to ældste sønner var så store, at de blev spurgt, hvem de ville bo hos.
»Jeg ville gerne bo hos min far,« fortæller Hans.
Planen var, at han og en anden bror skulle bo hos faren i et hus, som banken ville stille til rådighed i Hvidovre. Men det skete aldrig. Hans blev inden udgangen af 8. klasse overtalt til at lade sig anbringe på en kostskole. Et af argumenterne var, at skolen var i færd med at opføre en swimmingpool. Poolen blev dog aldrig lavet. Den næstældste bror, Jens – Rebild-faren – blev hos moren, som han havde et særligt tæt forhold til. Moren holdt altid hånden over ham. Den næstyngste bror blev anbragt på et børnehjem. Og den yngste blev ligesom Jens hos moren.
I kølvandet på skilsmissen fulgte nye mænd. Moren flyttede til Sverige med en af dem, der var mindst 15 år yngre end hun og tog de to brødre med. Hans var hjemme fra kostskolen hver weekend, hver anden hos sin mor, hver anden hos sin far. Den yngre mand gled ud af morens liv. En ældre, godmodig mand, som hun blev gift med, fulgte. De nåede at fejre kobberbryllup sammen.
For faren gik det ned ad bakke.
»I min barndom så jeg ham aldrig med en øl i hånden. Vi drak altid mælk,« siger Hans.
Men farens tro på livet dalede efter skilsmissen. »Han kom sig aldrig over min mor.«
Farens alkoholforbrug steg. Indlæggelser og maniodepressive symptomer fulgte.
Hvordan kunne det gå så galt? Hans husker en barndom, der var lykkelig, siger han igen og igen. Hvor han ikke manglede noget. Flere af kammeraterne havde mere, men det var ikke et problem. Fire år i træk ønskede Hans sig en lille lastbil, en Scania Vabis med anhænger. Til sidst fik han den. Han legede meget med sin fætter, med de andre brødre, med legekammerater fra gaden og fra skolen. Men ikke med sin bror. »Vi andre legede med lastbiler, biler og Lego-klodser. Vi legede teknisk krævende lege med en by i hvert rum og drev handel mellem dem. Men Jens var aldrig med i legene,« fortæller Hans.
»»Hamder« og jeg har aldrig kunnet lege sammen, så langt tilbage som jeg kan huske. Han har altid været anderledes. Men at påstå alle børn, der er anderledes, bliver børnesex-forbrydere, holder jo ikke. Så kan det være nogle andre påvirkninger, der har gjort det? Vi har vel været ude for de samme påvirkninger fra forældre, bedsteforældre og så videre, men vi kan have »modtaget« påvirkningerne forskelligt. Kunne det have været undgået? Måske, det finder vi sikkert aldrig ud af.«
På et familiebillede sidder de fire brødre samlet på en vogn, med halmballer i baggrunden, hos morens plejefamilie i Vestjylland. Faren er ung og stærk, med kasket og et strålende ansigt, omgivet af tre lyshårede, kortklippede drenge. Den ene søn, Jens, er i baggrunden med et forknyt udtryk og ser ud som om, han gerne vil tættere på. »Det var altid mig, der var i centrum,« husker Hans. »Det var som om Jens, barn nummer to, altid blev sprunget over. Det at få opmærksomhed var derfor en stor del af hans liv.«
En af de måder, Jens søgte at få opmærksomhed på, var gennem sport.
»Når vi spillede fodbold i gården med de andre børn, var han altid den bedste, sagde han, når man ikke lige havde set, hvad han lavede.«
I fodboldklubben blev Jens målmand, den bedste mente han selv. Brødrene og vennerne gav ham ret, for ingen gad være målmand.
»Jens har altid haft en endog meget livlig fantasi,« fortæller Hans: »Og han har altid villet være den bedste. Lige meget hvad man foretog sig, men somme tider var forskellen så stor, at han måtte give sig. Når man ikke tog ham seriøst, var det et stort nederlag for ham. Problemet var bare, at hans historier var for fantasifulde, hvilket fulgte ham helt frem til han blev fængslet. Historierne blev vildere og vildere.«
Jens mødte Dorte, som han senere giftede sig med på Vesterbro, da hun var 14 år, og han var ti år ældre. Det at hun var en del år yngre var et karakteristika, der gik igen i dem, Jens omgav sig med. »Jens havde en evne til at samle en flok omkring sig, der var yngre og måske lidt naive. Hvis ikke andre troede på ham, så gjorde de. Han kunne manipulere med dem,« fortæller Hans. Lige fra starten manipulerede Jens med Dorte, som i Berlingske har fortalt, at hun selv blev misbrugt seksuelt som barn af flere af sine forældres venner.
Jens og Dorte flyttede til Fredericia og stiftede familie. Det blev til ti børn. »Jeg husker, at når han fik børnechecks, så købte Jens altid noget. Der var lige til udbetalingen,« bemærker Hans. Jens’ mor flyttede også til Fredericia for at hjælpe til med børnene. Fra Fredericia påbegyndte Jens et rakkerliv på tværs af Jylland; på flugt fra arbejdsmæssige nederlag, nysgerrige øjne og i stigende grad fra myndigheder. Ifølge retsakterne begyndte Jens at misbruge sin ældste søn, da sønnen var blot fem år gammel. Den ældste datter Mai forgreb faren sig på fra hun var tre. Han misbrugte også hendes lillesøster.
»Vi boede ude på kæret. I Nordjylland,« husker Mai som sin første erindring: »Min lillesøster og jeg er i bad. Jeg husker, at vi havde et brusebad med kant. Min far kommer ind på badeværelset. Han sætter sig på toilettet og hiver sine bukser ned. Så tager han mig op og tvinger mig til at have samleje med sig. Så tager han også min lillesøster op på sit skød. Jeg spørger ham: »Gør du det også med hende?« Han ser på mig og sætter en finger for sin mund. »Sshh,« siger han: »Sshh.««
I Mais levetid har familien boet på 16 adresser i Jylland, blandt andet i Fredericia, Kongerslev, Terndrup, Skørping, Vildbjerg, Blenstrup, Arden og Hadsund. Det omflakkende liv var ifølge Mai en bevidst strategi fra farens side for at undgå myndighedernes opmærksomhed.
»Når nogen kom for tæt på, så flyttede vi.«
Det var først, da Mai betroede sig til sin plejefamilie i 2010, at faren blev anholdt, og sagen begyndte at rulle. Rebild Kommune har erkendt, at den ignorerede tegn på misbruget og har fyret tre medarbejdere.
Hans husker de voksne år, hvor han jævnligt besøgte Jens og familien i Jylland, som eksplosive. »Jens havde et frygteligt temperament. Han flippede ofte ud over bagateller. Han gik fuldstændig grassat. Vi undgik at overnatte hos dem. Der var utroligt rodet og ofte decideret ulækkert.«
Mai husker en barndom præget af vold og terror, hvor hun af frygt for faren ikke turde fortælle omverdenen, hvad der foregik. Frygten krøb langs væggene i hjemmet. Faren truede med at dræbe hendes mor, hendes brødre, hvis hun fortalte noget. For at sætte alvor bag ordene kværkede han en eftermiddag hendes hund:
»Han trak mig op på sit venstre lår og fortalte mig om min hund, som hed Binki. Jeg elskede den hund. Han havde forsøgt at drukne den, men knækkede i stedet nakken på den. Han var helt kold, mens han fortalte det. Han sagde, at hvis jeg ikke adlød ham, ville han gøre det samme ved andre.«
Hans fulgte med dyb bekymring, hvordan broren flagrede rundt i Nordjylland og langsomt mistede kontrollen over sit liv. Da Dorte gik fra Jens i 2003, boede familien på en gammel købmandsgård. Børnene blev delt op. Fem blev hos faren, fire flyttede med moren.
»Jeg husker en aften, hvor vi besøgte dem, og Jens var ude på toilettet med Mai. Den ældste bror henvendte sig til mig og sagde: »Er det ikke mærkeligt, at far altid er alene med Mai ude på toilettet?« Jeg skulle have sparket døren ind. Jeg ønsker så inderligt, at jeg havde gjort det. Det er et stort skridt at blande sig i andre menneskers liv. Men nogle gange skal man gøre det.«
Hans fik første gang pædofili tæt ind på livet, da hans anden bror, den yngste, i 2007 fik en dom for pædofili mod sin egen datter og besiddelse af børneporno i Sverige.
»Anders holdt hårdnakket på, at han havde beviserne for, at han var uskyldig. I starten troede jeg på ham. Han påstod, at pædofilianklagerne var noget, hans ekskone havde fundet på. Han var min bror. Men undervejs gik det op for mig, at han løj, at han havde misbrugt min tillid.«
Hans har igen og igen stillet sig selv spørgsmålet: Hvor kom pædofilien fra?
Frikvartererne i skolegården er en tydelig erindring for Hans. Og en erindring, som Jens ofte har mindet ham om gennem årene. »I skolegården, holdt »hamder« og jeg sammen, hvis der var udsigt til øretæver fra andre. Og jeg mener at kunne huske, han var stolt, når han kunne hjælpe mig eller sin lillebror. Han fortalte i hvert fald med glæde om det. »Brødre holder altid sammen,« sagde han.«
Men det var dengang. »Det kom som et chok, da Jens i 2010 blev anholdt, og familielivet i detaljer med alle dets krænkelser og rædsler kom for dagens lys,« fortæller Hans: »Jeg havde indimellem undret mig over hans liv, det er klart. Jeg tænkte, hvad fanden foregår der? Men hvem kunne have forestillet sig noget så grufuldt? I dag anser jeg Jens og Anders for at være mine forhenværende brødre.«
I retssalen i Aalborg rejser Jens sig op. Dommen på 12 års fængsel er afsagt. 12 års fængsel er den længste tidsbestemte dom i en sag af denne karakter i Danmark. Jens’ ansigt er furet, huden hvidlig. Men ansigtet har ikke nævneværdigt skiftet udtryk under retssagen. Linjerne i de ubarberede kinder er forblevet de samme. Jens modtager dommen med stoisk ro, han tygger tyggegummi. »Jeg kiggede på ham,« siger Hans: »Fulgte ham med øjnene. Jeg forsøgte at få øjenkontakt.«
Billeder af græsset om sommeren, af vandet i åen med andemad, af campingpladsen og skolegården for gennem Hans’ hoved. »Men Jens forlod retssalen uden at se på mig en eneste gang.«