Hen mod slutningen af 2002 var krigen i Afghanistan allerede ved at være gamle nyheder. Tirsdag den 19. november stjal to begivenheder langt fra slagmarken den danske og internationale dagsorden. Herhjemme meddelte tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at han gik af som formand for Socialdemokraterne. Udenlands handlede alt om en olietankers forlis ved den spanske kyst.
Der var kun gået lidt over et år siden terrorangrebene på USA den 11. september 2001, og allerede inden nytår havde amerikanske styrker fjernet Taleban-regimet. Det var Taleban, som havde givet husly til Osama bin Laden og terrornetværket al-Qaeda, og det var i Afghanistan, idéen om at angribe World Trade Center i New York og Pentagon i Washington D.C. med kaprede amerikanske indenrigsfly var fostret. En ny afghansk overgangsadministration var sat ind to dage før juleaften 2001, og FN’s Sikkerhedsråd havde bedt om internationale bidrag til en sikkerhedsstyrke. Dels for at beskytte den nye administration, dels for at give afghanerne en chance for at opleve fred og – om alt gik vel – måske endda frihed og demokrati.
Et bredt flertal i Folketinget fulgte den 11. januar 2002 opfordringen fra FN – præcis fire måneder efter terrorangrebene. Danmark besluttede at sende et bidrag af ingeniørtropper – primært såkaldte mineryddere i EOD-hold (Explosive Ordinance Disposal). De var kort før jul orienteret om muligheden for, at de skulle sendes ud, og de fløj allerede den 17. januar 2002. Selv om der var tale om rutinerede soldater med tilsammen langt over hundrede missioner primært til Balkan bag sig, var forberedelsestiden usædvanlig kort.
Mineryddernes opgave var at hjælpe med at fjerne miner, ammunition og granater i et land, der i mere end to årtier ikke havde kendt til andet end krig og ufred: Først under Sovjetunionens besættelse, siden under en lang borgerkrig og Talebans rædsler og sidst i forbindelse med det amerikansk ledede angreb. Det danske bidrag skulle også tjene et andet formål, hed det i Folketingets beslutning; det skulle “sende et signal til omverdenen om fortsat bred og omfattende dansk støtte til den internationale indsats mod terrorisme.” Helt i tråd med den aktivistiske udenrigspolitik, som blev etableret op gennem 1990erne.
Men alt dette var i november 2002 længe siden, og pressemødet i København, hvor Forsvaret fremlagde en rapport fra en fælles dansk-tysk undersøgelseskommission, trak derfor ingen forsider i næste dags aviser. Anledningen var ellers alvorlig nok: Rapporten var den officielle fremstilling af, hvad der skete, da Danmark og Tyskland mistede tilsammen fem soldater under en missilulykke i Afghanistan den 6. marts 2002. Det var en af dansk forsvars hidtil alvorligste ulykker. Under demonteringen af to gamle sovjetiske jord-til-luft-missiler, som de internationale tropper havde fundet uden for Kabul i Afghanistan, skete der en eksplosion, som dræbte tre danskere: oversergent Thomas Butzkowsky fra Tjørring ved Herning, overkonstabel af 1. grad Kim Carlsen fra Gerlev ved Slagelse og overkonstabel Brian Andersen fra Ørslev ved Vordingborg. De var Danmarks første faldne i Afghanistan. Også to tyske soldater mistede livet, og otte personer blev kvæstet.
Det var daværende forsvarschef Jesper Helsø, som bød velkommen på pressemødet og fremlagde rapportens konklusioner. Hans ord har lige siden været lig med den offentlige opfattelse af, hvad der forårsagede den fatale ulykke.
“Dette er en meget tragisk ulykke,” indledte han: “Ikke alene kostede den fem soldater livet og sårede otte andre, men den kunne sandsynligvis have været undgået, hvis alle havde fulgt gældende ammunitionsrydningsprocedurer, sikkerhedsbestemmelser og udgivne direktiver. Ulykken er således et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå, når der gås på kompromis med sikkerheden, og når omtanke og sund fornuft glemmes.”
Da pressemødet var overstået, var forsvarschefens anklage skriblet ned på alle blokke. “Døde soldater døde uden fornuft,” lød udlægningen næste dag i Ekstra Bladet: “Ingen ved, hvorfor soldaterne tog hovedet under armen,” skrev avisen. Jyllands-Posten slog fast, at “noget øjensynligt var gået helt galt oven i hovederne på de angiveligt rutinerede og veluddannede soldater”. En leder i avisen bar overskriften “Trist eftermæle” og spekulerede i, om soldaterne havde sat hinanden på en “manddomsprøve”. Politiken rejste spørgsmålet, om det kunne have været “gruppepres eller unge mænd, der ikke tænkte på konsekvenserne”, der fik soldaterne til at udføre et arbejde, de ikke skulle have udført. I Berlingske blev det forklaret som et faktum, at ulykken skyldtes, at de “danske og tyske soldater knoklede med hammer og skruetrækker for at vride sprængstoffet ud af en gammel sovjetisk jordtil-luft-rakets hvide sprænghoved”.
Renset for skyld
En gennemgang af forløbet og en nærlæsning af kommissionens rapport viser imidlertid, at mange bar et medansvar for ulykken den 6. marts 2002. Men mindst af alle de danske soldater. Stik imod forsvarschefens udtalelser og overskrifterne i aviserne blev de tre omkomne danskere og deres sårede landsmænd faktisk renset for direkte skyld i de fatale fejl, som fremkaldte eksplosionen. Her er en rekonstruktion af, hvad der skete:
De danske mineryddere – primært fra Jyske Ingeniørregiment i Skive – der i huj og hast var fløjet til Afghanistan blev placeret i en enhed sammen med tyske kolleger. Også britiske soldater arbejdede de tæt sammen med. Enheden deltog i de første måneder i en historisk støvsugning af miner og andre sprængstoffer fra et område, som gik for at være verdens mest minerede. Allerede i sommeren samme år havde de danske og øvrige internationale tropper fjernet og destrueret blandt andet 165.000 landminer, 400 raketter og 850 granater. En bedrift, som ulykken skubbede ud i glemslen.
I februar 2002 opdagede minerydderne tre gamle sovjetiske missiler – de såkaldte SA-3 jord-til-luft missiler – på en høj uden for Kabul. De pegede imod den internationale lufthavn, hvor styrkerne havde base. Dansk, tysk og britisk personel besluttede at fjerne dem, fordi missilerne udgjorde en potentiel risiko. Den dansk-tyske undersøgelseskommission slog efterfølgende fast, at denne beslutning var korrekt.
Briterne opgav af sikkerhedsgrunde at fjerne det ene missil og sprængte det på stedet. Den dansk-tyske enhed fragtede derimod de to sidste missiler til Kabul, hvor opgaven var at skille dem ad. En tysk oversergent fik under arbejdet formelt kommandoen også over de danske soldater, da han kendte missilet fra sin fortid i det tidligere DDR’s Nationale Folkehær. Tyskerne fremskaffede en manual for desarmering af et SA-3 missil. Den var på tysk, og de danske soldater så den aldrig. Arbejdsdelingen blev derfor, at tyskerne arbejdede på ét missil, mens danskerne skulle kigge på og lære og med en forsinkelse på 15 minutter kopiere fremgangsmåden på det andet missil.
Den 6. marts 2002 var alt skilt ad på nær sprænghovederne. Ifølge undersøgelseskommissionen burde soldaterne her være stoppet og have destrueret sprænghovedet. Det er aldrig opklaret, hvorfor arbejdet fortsatte, men det var en fælles beslutning. Det har siden heddet sig, at soldaterne ville tage missilerne med hjem til brug i uddannelsen eller som souvenir, men det er aldrig afklaret, om dette er rigtigt. Undersøgelseskommissionen fandt dog frem til, at de danske soldater havde informeret officerer i Hærens Operative Kommando (HOK) og på Hærens Ingeniør- og ABC-skole i Farum om, at missilerne skulle skilles ad, og at de muligvis ville bringe et af missilerne med sig hjem. Soldaterne holdt altså ikke noget skjult, og ingen fra ledelsen sagde stop.
»Vi var jo ikke nogen syklub«
Arbejdsgangen var fortsat den samme: tyskerne først, danskerne et kvarter senere. Tyskerne åbnede sprænghovedet. Låget var rustet fast, og tyskerne brugte i strid med reglerne både hammer, skruetrækker, mejsel, koben og en batteridreven boremaskine for at få det af. Derefter bar de det nu åbne sprænghoved hen til en sprængningsgrav for at fjerne sprængstoffet til senere destruktion.
Imens gik danskerne i gang med at åbne sprænghovedet på det andet missil. Også de brugte imod reglerne en boremaskine for at få de rustne skruer løsnet. Arbejdet skete under ledelse af Thomas Butzkowsky. En af de danske mineryddere, overkonstabel Kim Robin Poulsen, diskuterede med Butzkowsky, om det var forsvarligt at bruge en boremaskine, men fik at vide, at det var en opgave, som skulle løses. Ifølge kommissionsundersøgelsen sagde Butzkowsky til sin underordnede, at han skulle “holde mund”. De ord blev siden i medierne udlagt som et skænderi, men Kim Robin Poulsen fortæller i dag, at det var almindelig jargon i gruppen:
“Vi var jo ikke nogen syklub. Det var den måde, vi talte sammen på, og sådanne diskussioner om, hvad der er farligt, og hvad der ikke er farligt, har EOD-personel masser af hver eneste dag.”
Kim Robin Poulsen og en anden konstabel gik lidt væk fra missilet for at ryge en cigaret. Da de kom tilbage, var låget taget af. Arbejdet med boremaskinen var altså lykkedes uden uheld. Poulsen og den anden konstabel kunne se, at kollegerne nu begyndte at fjerne et dæklag over selve sprængstoffet med en kniv og sagde, at det var for farligt. Butzkowsky erklærede sig enig, og arbejdede stoppede. Herefter blev der ikke arbejdet mere på danskernes missil.
Chauffør og overkonstabel Brian Andersen var imens tilfældigvis ankommet til sprængningspladsen for at aflevere noget gammelt, ueksploderet ammunition. Han kendte de tyske soldater, og de bad ham gå til hånde. Han var ikke EOD-uddannet og hjalp kun med at holde en kasse, som sprængstoffet fra tyskernes missil skulle ned i. De tyske soldater var gået ned i en sprængningsgrav, men havde problemer med at få sprængstoffet ud.
De danske soldater hørte lyden af hårde slag nede fra gruben – metal mod metal. De gik hen for at se, hvad der skete. De var nysgerrige; ifølge arbejdsgangen skulle de jo kende tyskernes fremgangsmåde for senere at kunne udføre det samme på deres eget missil. Thomas Butzkowsky og Kim Carlsen gik forrest. Kim Robin Poulsen og en anden dansker længere tilbage. Netop som Butzkowsky og Carlsen nåede frem til tyskerne, skete der en såkaldt forpufning i sprængstoffet, som tyskerne arbejdede med.
Der lød et brag. To tyske soldater og tre danske – Butzkowsky, Carlsen og Andersen – omkom alle som følge af trykskader eller skader fra fragmenter. I alt otte personer blev såret – herunder Kim Robin Poulsen.
Usikre sikkerhedsbestemmelser
Ifølge undersøgelseskommissionen har tyskerne sandsynligvis brugt en lægtehammer som mejsel og stukket den spidse ende ned i sprængstoffet, hvorefter de har slået på lægtehammeren med en anden hammer. Det var disse lyde, danskerne havde hørt. Senere laboratorieforsøg har vist, at slag med hammer mod hammer kan forårsage en eksplosion, hvis en del af sprængstoffet kommer i klemme mellem hamrene. Undersøgelseskommissionen formoder, at dette var årsagen til ulykken. Kommissionens rapport viste tillige, at demonteringen foregik under uklare sikkerhedsbestemmelser. Ansvaret for dette lå ikke hos de danske soldater. Ansvaret var placeret hos den tyske oversergent, der fra sin DDR-fortid havde erfaring med missiler af denne type.
To danske officerer blev efter ulykken sigtet for pligtforsømmelse, men i maj 2003 frafaldt Forsvarets Auditørkorps sigtelserne, fordi den tyske oversergent “ifølge de danske bestemmelser for ammunitionsrydning ene havde ansvaret for opgaveløsningen og sikkerheden”. Auditørerne henviste til, at den tyske anklagemyndighed i forvejen havde droppet en sigtelse mod den tyske oversergent og slået fast, at ulykken reelt var de menige tyske soldaters egen skyld. Auditørerne skrev desuden, at det for de danske officerer var ”formildende omstændigheder”, at kommissionen i sin rapport havde påvist en række svagheder i Forsvarets interne systemer. Svagheder, som ikke kunne lægges de udsendte til last.
Sagt med andre ord: Det ville ifølge det danske forsvars anklagemyndighed, Auditørkorpset, være omsonst at føre en straffesag mod danskere, når tyske myndigheder allerede havde placeret ansvaret på tysk side, og når de fejl, der blev begået på dansk side, i høj grad var udslag af systemfejl i Forsvaret.
Æresoprejsning
Denne ellers helt afgørende vurdering fra auditørerne fik nærmest ingen opmærksomhed i medierne, og selv om de efterladte familier modtog afgørelsen skriftligt, fik de aldrig en forklaring på den vidtrækkende betydning af det svært tilgængelige juridiske dokument. Et dokument, der reelt gav de tre danske soldater og deres chefer og kolleger æresoprejsning.
Hvad der i øvrigt heller aldrig kom frem var, at kommissionen havde placeret et tungt medansvar på Forsvarets implementering af Folketingets beslutning om i huj og hast at sende danske mineryddere til Afghanistan. En beslutning, som førte til den fælles enhed med tyske kolleger. Ifølge kommissionen burde man have forudset, at det ville skabe forvirring, når soldater i samme enhed havde forskellige uddannelser og arbejdede efter forskellige sikkerhedsbestemmelser.
Men hvad med forsvarschefens udtalelse om, at soldaterne – uden skelnen mellem danske og tyske soldater – udviste mangel på “sund fornuft og omtanke”, da de bankede med hammer og skruetrækker direkte ned i sprængstoffet?
Påstanden bygger på en fejltagelse. Som det fremgår af ovenstående rekonstruktion, bankede danskerne aldrig med en hammer i sprængstoffet. Det var alene tyskerne, der slog direkte ned i sprængstoffet, og det var deres missil, som eksploderede, ikke danskernes. De danske soldater indstillede tværtimod arbejdet på deres missil, da de indbyrdes begyndte at stille spørgsmål ved sikkerheden i at skille sprænghovedet ad. At danske soldater omkom, skyldtes alene to ting: at Brian Andersen tilfældigvis var på pladsen og tilbød at give tyskerne en hånd; og at de danske soldater – Butzkowsky og Carlsen – hørte bankelyde henne fra sprængningsgraven, hvor tyskerne arbejdede, og gik hen for at se, hvad der skete.
Oplysningen om, at de danske soldater ingen del havde i de direkte handlinger, som fremkaldte ulykken, kunne være slået fast i offentlighedens bevidsthed allerede i 2002, for det fremgik tydeligt af kommissionens rapport. I en sammenfatning hed det, at “ingen danskere var direkte involveret i det fatale arbejde”, som førte til, at sprænghovedet eksploderede. De danske mineryddere “havde heller ikke mulighed for at stoppe det arbejde, som foregik i sprænghovedets sprængstof nede i sprænggruben”. Rapporten blev uddelt til pressen, men denne centrale konklusion druknede i forsvarschef Jesper Helsøs ord om, at soldaterne – uden skelnen mellem tyske og danske soldater – handlede uden “omtanke og sund fornuft”.
Brugte hovedet
De danske soldater brød ligesom tyskerne reglerne, da de med en skruemaskine tog låget af sprænghovedet på deres missil og med en kniv forsøgte at fjerne et dække over sprængstoffet. Her gik de over grænsen. Men de indstillede arbejdet, da de blev bekymrede for sikkerheden, og nåede derfor aldrig ind til selve sprængstoffet.
“De stoppede, inden det gik galt. De har med andre ord brugt hovedet,” siger oberst Anders Olesen, kommissionens danske formand. Anders Olesen er i dag chef for Totalforsvarsregion København under Hjemmeværnet. Han ønsker nu – otte år senere – at slå én ting helt fast: “Det er fuldstændig udelukket, at danske soldater var skyld i ulykken.” Thomas Butzkowsky, Kim Carlsen og Brian Andersen var de første danske soldater, der faldt i Afghanistan. De døde på grund af fejl, men ikke deres egne.
