»Jeg tror på euroen,« siger George Soros til det tyske ugemagasin Spiegel, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Derfor er den frygtede og beundrede investor parat til at investere i blandt andet banksektoren, som ellers har stået model til en dyb krise de senere år.

»Derfor ser mit investeringsteam frem til at tjene en masse penge i Europa, for eksempel ved at pumpe penge i banker, som akut mangler penge,« siger Soros, som understreger, at eurozonen netop har brug for den slags private investeringer for at komme ud af hængedyndet.

Han har også et godt øje til Grækenland, hvis økonomi blev bragt helt i knæ i kølvandet på finanskrisen. Nu er bedre tider på vej, og derfor måske også udenlandske investeringer.

»De økonomiske vilkår i landet er i bedring. Spørgsmålet er nu, om man kan tjene penge på en stabil basis. Hvis det er tilfældet, vil vi investere der,« siger George Soros ifølge Reuters til Spiegel.

Han er stadig ikke fan af kansler Angela Merkel. Soros mener, at Tysklands sparekrav til de kriseramte lande i Europa har forværret og forlænget krisen, og et bæredygtigt opsving kan han endnu ikke få øje på. I yderste konsekvens, frygter Soros, kan Europa lide samme skæbne som Japan, hvor økonomien stod stille i 25 år.

George Soros er kendt for sin bramfrihed og sine dristige investeringer, særligt i valuta, som for eksempel da han lagde arm med - og vandt over - den britiske centralbank i et slag om pundet i 1992, og da han i 1998 spekulerede heftigt under en krise for den russiske rubel. Han er også blevet gjort ansvarlig for en valutakrise i Malaysia.

På grund af sine til tider kyniske investeringer er George Soros i top 50 på Forbes' liste over verdens rigeste, selv om han også har delt ud af formuen til ofte utraditionelle, velgørende formål: For eksempel da han i tiden op til kommunismens sammenbrud i sit oprindelige hjemland Ungarn blandt andet donerede kopimaskiner for at understøtte en friere presse og i det hele taget nemmere udveksling af fri information - mens han talte magthaverne imod.