Mellem marehalm og klitter har en større skilteskov igennem de seneste år rejst sig på de danske strande. Omtrent 1.800 grønne skilte med sorte bogstaver og numre – de såkaldte strandnumre – er siden sommeren 2011 blevet sat op langs de danske kyster og søbade. Endnu inden juli måned udrinder, ventes hele den danske kyststrækning at være omkranset af skiltene, der skal gøre det nemmere for ambulance- og redningsfolk at finde frem til badegæster i havsnød.

Skiltene bærer nemlig koder for deres GPS-koordinater, så når en badegæst ringer 112 ved en drukneulykke og angiver strandnummeret, ved alarmcentralen nøjagtigt, hvor hjælpen skal sendes hen.

»Det betyder, at beredskabet kan komme med helikopter, fra vandet eller fra vejen – det er ligegyldigt, for de ved præcis, hvor de skal hen,« fortæller formand for Rådet for Større Badesikkerhed, Sven Hedegaard.

I 2010 druknede 48 personer herhjemme i ulykker. Tanken med de nye numre er, at badegæster, allerede før de lægger sig til rette på strandbredden, får styr på strandnummeret.

Hjælp til turister

Ideen stammer fra Vestkysten, hvor man i mange år har haft numre – ikke mindst for at kunne hjælpe turister. At de gode erfaringer nu bliver delt med resten af landet glæder vagthavende chef hos Sydsjællands Politi Ove Christoffersen, der håber, at badegæsterne vil tage numrene til sig.

»For hvis folk ikke er stedkendte, og man bare får at vide, at de er på Marienlyst Strand, kan det være voldsomt svært for os at finde lokaliteten,« siger han.

Planen er, at også redningskranse og -trekanter skal bære strandnumre, fortæller René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden, som er med til at finansiere projektet, der anbefaler folk også at downloade smartphone-applikationen »112«. Trykker man på den, kan alarmcentralen få opgivet opkaldets præcise placering, også selv om man er på en mere afsides strand uden skilte i nærheden.

Hverken de nordsjællandske strande, som Hornbæk og Tisvilde, eller en del af strandene langs Øresund, har endnu fået strandnumre. Skiltene skulle dog blive opsat før 1. august. Find din egen strands nummer på strandnumre.dk.