Kære læser,

Forleden holdt jeg selskab, og blandt gæsterne var et dejligt vennepar.

De havde begge tabt sig.

Det er der ikke noget nyt i. Som den kvindelige del af ensemblet siger, så skal der »skrælles nogle kilo af en gang imellem«. Sidste gang foregik det ved, at de tog i fitnesscenter klokken seks hver morgen, mens de i andre perioder har undgået sukker og alkohol.

Blot for, som det hører sig til, efterfølgende at tage det hele på igen. Man er vel midaldrende!

Men denne gang var det anderledes:

»Vi er kommet på Wegovy,« proklamerede de, og begejstringen ville ingen ende tage.

Det havde foreløbig været nemt, kiloene var raslet af, og de havde lige været på en ferie, som havde været deres livs billigste, fordi de spiste cirka en tredjedel af det, de plejede.

Kvinden havde ganske vist måttet kæmpe for at komme med i Wegovy-klubben. Hendes bmi var ikke højt nok til, at lægen ville trykke på receptprinteren, så hun havde kampædt i flere uger for at tage tre kilo på. Mission accomplished.

Wegovy-bussen kører. For dem og for resten af verden.

Yt!

Mine venners historie er et lille skvulp i et tidevand, der er ved at skifte.

Den gammeldags slankekur er på vej til at blive lige så yt som solariebrune ben, og om få år vil de færreste orke at gå i krig med gulerødder og hytteost.

Det traditionelle vægttab fik det officielle dødskys, da en af verdens mest magtfulde kulturpersonligheder, tv-værten Oprah Winfrey, for nylig erklærede, at hun er på vægtregulerende medicin.

Det vides ikke, om hun er på Ozempic, Wegovy eller noget helt tredje, men sikkert er det, at Oprah har sluttet en personlig æra – og dermed sendt os alle ind i en ny.

Diætdronningen Oprah, hvis elevatorvægt har været et globalt samtaleemne i årtier, har nu definitivt droppet kampen mod rygrad og selvdisciplin.

Hun er færdig med at veje sine tørstegte kyllingefileter, hun har solgt sine aktier i det kalorietællende foretagende »WeightWatchers«, og hun har – naturligvis – lavet et tv-show om sine nye erkendelser. En af dem er, at den overvægt, hun har lidt af, er en sygdom, som hun ikke kan styre uden medicinering.

Dermed er kvantespringet komplet. Oprah har definitivt forladt det ideal, som hun forsøgte at repræsentere i 1988. Dengang rullede hun en trækvogn med 30 kg fedt ind i et tv-studie, ét for hvert kilo, som hun havde smidt. Åleslank og iført jeans og tårnhøj selvtillid erklærede hun mange måneders sultekur for en succes.

Blot for allerede dagen efter at begynde at tage på igen.

Oprah-effekten

Oprah personificerer alle aspekter af den amerikanske drøm: Den fattige sorte pige, der blev misbrugt som barn, og som alligevel kæmpede sig til det umulige:

Stjernestatus, en rigdom, der selv efter amerikanske standarder er enorm, og en kulturel kapital, der kan få strømninger til ændre retning. Oprah Winfrey var kvinden, der ikke alene definerede tidsånden, men var tidsånden.

Hendes kulturelle magt har de seneste år været faldende, men den enorme debat, som hendes overgang til vægtmedicin har affødt, markerer om noget, at Oprah-effekten lever endnu.

Oprah personificerede en diætkultur. Nu personificerer hun afslutningen på den, og Novo Nordisk kunne ikke have ønsket sig en bedre reklamesøjle for Ozempic, der er den amerikanske pendant til Wegovy.

Med Oprah Winfreys blåstempling er vægtmedicin officielt blevet mainstream.

Alt tyder på, at vores syn på vægt i løbet af få år vil ændre sig. Det vil være økonomi og – for de standhaftige – principper, der afgør, hvad man vejer.

Det rummer selvsagt massevis af moralske, kulturelle og økonomiske dilemmaer; hvem har råd til evighedsmedicinering? Diskussionen om, hvordan man stiger af Wegovy-toget igen, er også ved at tage fart.

Ikke desto mindre er det er svært at forestille sig en fremtid, hvor ret mange overvægtige gider rive gulerødder og spise Nupo-pulver, hvis de har råd til Wegovy. 

Vi lever i en verden, hvor det er blevet lettere at blive tynd, og hvor det derfor i stigende grad vil blive opfattet som et valg at være tyk.

Bare spørg Oprah, der i en alder af 70 er næsten lige så slank, som da hun i 1988 kom trækkende med sin »wagon of fat«.

Og bare spørg mit vennepar.

Wegovy-bussen kører! 

Hvis du har kommentarer, så skriv endelig til kulturredaktør Birgitte Borup på bibo@berlingske.dk