Citius, altius, fortius, lyder det berømte motto for de moderne olympiske lege, der i sin 31. udgave officielt indledes i Rio i Brasilien fredag nat, når den olympiske fakkel bæres ind på det enorme Maracanã stadion.

Men til ordene »Højere, hurtigere, stærkere« burde man i dag måske få tilføjet et »renere«. For sagen er, at de tusindvis af atleter fra hele verden, der i de kommende uger er samlet for at dyste ved denne enorme sportsbegivenhed, helt naturligt burde stræbe efter at vinde i ærlig og reel kappestrid, men i alt for mange tilfælde desværre ikke gør det.

Dopingspøgelset hænger allerede inden åbningen af legene som en tung dyne af smog over Rio, og den tidligere så berømte olympiske ånd synes nu også på dette område at være blevet et lettere naivt og romantisk levn fra fortiden.

Ærlighed er ikke længere et mål i sig selv. I dag er vejen til sejren alt for ofte brolagt med systematiseret snyd. Den seneste afsløring, hvor Rusland har forsøgt at vinde hæder og prestige til nationen gennem et statsligt dopingprogram skabt med regeringens billigelse, er det alvorligste angreb på legenes ånd, man har set længe.

Derfor synes det også så meget mere grotesk, at Den Internationale Olympiske Komite (IOC), ikke har været i stand til at sætte hårdt mod hårdt i denne helt åbenlyse skandale. IOCs vage og håndsky reaktion på Ruslands snyd, hvor man i stedet for at udelukke nationen fra legene har skubbet aben videre og ladet det være op til de enkelte specialforbund at træffe en beslutning om udelukkelse af de russiske idrætsudøvere, vidner om en organisation i direkte modstrid med egne idealer.

Noget som i sidste ende kan være med til at underminere hele det værdigrundlag, som legene bygger på.

For hvor længe gider vi være vidner til et cirkus, hvor man ikke ved, om der kæmpes om medaljerne på lige vilkår? Ikke ret længe, og det bliver således interessant at se, hvordan de tilbageværende russiske udøvere, der trods deres lands bevidste snyd, vil blive modtaget af tilskuere og publikum under disse lege.

Da den franske baron Pierre de Coubertin i 1894 skabte de moderne olympiske lege, var sportsånden en central del af legenes målsætning. I dag smiler vi overbærende, når vi hører ordene »Det vigtigste er ikke at vinde, men at deltage«, men måske burde den olympiske organisation alligevel begynde at kigge indad i forsøget på at finde tilbage til den ånd, der var det oprindelige grundlag for det hele?

For nok handler det selvfølgelig om at vinde, men mere end nogensinde før, handler det i dag nok så meget om måden, hvorpå man vinder. Om kampen, der er vigtigere end triumfen. Om vejen, der er vigtigere end målet.

Og hvis sportens udøvere og ikke mindst IOC indser dette, har De Olympiske Lege måske stadig en fremtid som verdens største og vigtigste sportsarrangement.