Dem, der tør at tage udfordringen op, skal nemlig rulle deres forhud tilbage, og beholde den der i 24 timer.
- Nej, det vil ikke være behageligt. Hovedet på din penis, som sidder inde bag forhuden, er meget følsomt. Det er derfor, naturen har skabt dig med en forhud. For at beskytte den følsomhed, skriver han i udfordringen.
Se her: Ole Birk Olesens udfordring på Facebook
Årsagen til udfordringen ligger ifølge Ole Birk Olesen i, at politikerne vil have et bedre indtryk af, hvad det vil sige at være omskåret, når de selv har prøvet det på egen krop. Han mener, at omskårede drenge mister noget af den følsomhed omkring penis, som er essentiel, når de bliver voksne og skal udforske voksenlivet.
Derfor er han også bekymret for de 1.000-2.000 drenge, der hvert år bliver omskåret. Ifølge den liberale politiker bliver det antal drenge omskåret af religiøse årsager. Derfor kræver han, at det nuværende forbud mod omskæring af piger udvides til også at omfatte drengene.
Det er endnu uvist hvor mange af de mandlige folketingsmedlemmer, der har valgt at tage i mod udfordringen.