Tirsdag denne uge blev endnu en side vendt i den vedvarende koreanske konflikt. For tredje gang på bare seks måneder mødtes præsidenterne fra Nord- og Sydkorea ansigt til ansigt. Denne gang var det i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang. Med i tasken havde den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, et udkast til konkrete initiativer om atomar afrustning, en personlig invitation til topmøde i Sydkoreas hovedstad, og en opfordring til fælles afholdelse af sommer-OL i 2032.
Men hvordan kan forholdet mellem Nordkorea og Sydkorea være gået fra isnende mistillid til varm dialog på under et år? Først og fremmest er den koreanske forbrødring et resultat af en grundlæggende politisk velvilje på den koreanske halvø, men den politiske dialog er også blevet fremmet af et veludført idrætsdiplomati. Det begyndte allerede i februar 2018, hvor vinter-OL i Pyeongchang i Sydkorea for en stund blev centrum på den geopolitiske slagmark.