Efter at imamer i Danmark på ny er blevet afsløret i at opfordre til blandt andet at slå børn og stene kvinder, foreslår flere partier egentlige imamuddannelser.

Forslaget har været stillet flere gange i løbet af de seneste fem år, og i denne uge foreslog SF og de Radikale så at støtte en dansk imamuddannelse økonomisk. Senest har Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i et interview i Berlingske foreslået, at der bliver indført et kursus eller en certificering, som udenlandske imamer skal gennemgå, før de kan prædike i Danmark. Regeringens holdning til dette punkt er endnu ikke afklaret.

Debatten om imamuddannelser foregår også i de øvrige nordiske lande, hvor Norge er tættest på at etablere en egentlig uddannelse. I december indgik stort set alle partier i Stortinget et forlig om asylpolitikken, som en mulig oprettelseaf en imamuddannelse er en del af.

»Det er bedre, at vi har kontrol over uddannelsen, end at vi ikke ved, hvad vi får, når imamer kommer her til,« siger Fremskridtspartiets parlamentariske leder, Harald T. Nesvik, til avisen Vort Land.

Fremskridtspartiet har tidligere været modstandere af en egentlig imamuddannelse, men nu hvor partiet har ændret holdning, er der flertal for at gå videre med forslaget. Den norske regering skal nu »udrede muligheden for etableringen af en officiel, norsk uddannelse af religiøse ledere fra relevante trossamfund«, står der i aftaleteksten mellem partierne. Samtidig mener partierne, at imamer og andre religiøse ledere, som »bidrager til at svække integrationen« skal kunne nægtes opholdstilladelse.

Imam glæder sig over tiltaget

I Muslimsk Union i Agder, som er den største forening for muslimer i Sydnorge, glæder imam Akmal Ali sig over, at en norsk imamuddannelse kan være på vej. Han mener, at uddannelsen er vigtig for, at imamerne kan bidrage positivt til integrationen.

»Det er vigtigt, at hele samfundet tager vare på de nyankomne, vejleder og integrerer dem, så de bliver en nyttig ressource. Der kan moskeen, muslimer og særligt imamer komme med vigtige bidrag,« siger han til NRK.

Ifølge Akmal Ali er det vigtigt, at imamer har et godt kendskab til det norske samfund.

»Han skal kende til kulturen og skikkene. Det skal han tage hensyn til,« siger Akmal Ali.

I Sverige findes der ikke en imamuddannelse, selv om den op til flere gange har været tæt på at blive etableret. Tilbage i 2008 og 2009 begik Uddannelsesministeriet en udredning om emnet og kom frem til, at der var et reelt behov for en imamuddannelse. Alligevel er der syv år senere ikke etableret en statsstøttet eller statslig uddannelse af imamer i Sverige, oplyser det svenske uddannelsesministerium til Berlingske.

Det samme er tilfældet i Finland, hvor der gentagne gange har været bred opbakning til en imamuddannelse, uden det er blevet til noget.