Solen har svært ved at trænge gennem de tunge grå skyer, som sender en lind strøm af luftige snefnug ned fra oven.

Det har sneet uafbrudt de seneste 18 timer, og nu ligger der 30 cm ny, uberørt sne på bjergkammen foran os. Vi, to skiløbere og en snowboarder, står højt oppe på karmen og ser ned på et 500 meter langt stykke bjergside med dyner af hvidt pudder.

Langt nede kan vi skimte en piste fyldt med andre skiløbere, og endnu længere væk en stolelift med passagerer.

Men heroppe er der kun os tre, en overdådig udsigt og en usædvanlig stilhed. For at komme hertil er vi kørt af pisten, ind mellem træer og holdt os højt oppe på bjergkammen, mens vi kørte, i en grad så lårene til sidst syrede til. Nu venter belønningen.

Lucca, vores italienske guide, kører først. Med overlegen lethed styrer han med store, flydende bevægelser ned gennem dynerne og kaster store bølger af sne til side for hvert sving.

Jeg vender mit snowboard mod dalen, sætter i gang og lægger godt med vægt på bagerste ben, så snuden på brættet ikke dykker og sætter sig fast i sneen. Efter et par tunge sving får jeg tilstrækkeligt fart på til, at brættet flyder oven på sneen og til, at farten kan udnyttes i svingene.

Det føles som at surfe på en stor, hvid bølge. Fart, sving og balance smelter sammen i en flydende helhed.

Det varer ikke meget mere end et minuts tid, før jeg ikke kan komme længere ned. Men fornemmelsen af at have fået en noget nær perfekt tur var hele opturen værd.

For vovehalsene

Vi er på den italienske skidestination Courmayeur, i Aosta-dalen lige ved udkørslen på den italienske side af Mont Blanc-tunnellen.

Courmayeur er en hyggelig lille by. Her er godt 100 kilometer afmærkede pister. Og fra Courmayeur har man udsigt til den italienske side af Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc, der med 4.810 meter rager højt op i landskabet.

Det er dog hverken by, pister eller udsigt, det er Courmayeurs største trækplaster for skientusiaster.

Det bedste her er alt det, som ligger uden for pisterne. For hvis man søger, leder og finder frem til de rette steder, byder Courmayeur på offpiste-løb af meget høj kvalitet.

Det understreges af, at Courmayeur er blandt få, udvalgte skisportssteder i Europa og Nordamerika, der lægger terræn til »The Freeride World Tour«, hvor professionelle vovehalse dyster om at køre off-piste ned over de mest halsbrækkende klippesider på tid.

Samtidig er Courmayeur via en kabinelift, en bjergkam og et krævende stykke off-piste bundet sammen med et af Frankrigs bedste områder for off-piste løb, franske Chamonix, der ligger på den anden side af Mont Blanc-massivet.

Noget af Courmayeurs offpiste er let at finde, for to steder på bjerget fører kabinelifter op til toppene Cresta d’Arp og Cresta Youla i ca. 2.700 meters højde, hvorfra der er lange, afmærkede offpiste-ruter, der først slutter nede ved Courmayeur by halvanden højdekilometer længere nede i dalen.

Men hvis disse to lifter er lukket på grund af dårligt vejr – som det var tilfældet, da Rejseliv besøgte området – kræver det et godt lokalkendskab at finde frem til de gode og sikre offpiste-steder.

Derfor er en guide guld værd.

Guidet tur

Vi har hyret Lucca, italiener, født og opvokset her i området, og har stået på ski, siden han var seks år.

Lucca kender området som sin egen bukselomme, viser han os igen og igen. Som da han fra stoleliften peger ned på en løber, som kører offpiste under os og siger: »Ham dernede skal passe på, han er ved at styre ud på en frossen sø, hvor han kan ryge igennem«.

For os andre ligner søen et fristende stykke flad offpiste.

Og dagen igennem, hvor han viser vej til fabelagtig offpiste over hele bjerget via smutveje og afkørsler fra pisten, som vi aldrig selv ville have fundet.

Vi får fornøjelsen af brede, uberørte bjergsider, hvor der kan slås store sving. Udfordres, da vi kører mellem træerne i skoven, hvor ens reaktionsevne og korte sving bliver testet. Og får et adrenalinkick, da vi kører gennem kløfter i bjerget, der langsomt snævrer ind og til sidst blot er en meter brede.

Alle steder føler vi os i trygge hænder. For vores guide har kørt turene adskillige gange før og instruerer os hele tiden i, hvilke klipper og faldgrupper, vi skal styre uden om. Eller hvor der tidligere er gået en lavine, og vi derfor skal passe ekstra på.

Sikkerhedsforanstaltningerne

Sikkerheden har højeste prioritet, og hver gang vi kører ud på en ny rute, kører Lucca i forvejen for at tjekke sneforholdene og prøve at bedømme, hvor høj risikoener for laviner.

Lavinefaren kan dog aldrig vurderes 100 procent, og derfor sikrede han sig, før vi kørte ud, at vi havde det obligatoriske udstyr med – en lavinebipper spændt fast under jakken, og en rygsæk med en sammenklappelig sonde og en lille sneskovl, der bruges til at finde og grave folk ud fra laviner.

Efter at have aktiveret sin egen bipper på søgefunktionen, testede han, at signalerne fra vores bippere gik igennem. Hvorefter han sikrede sig, at vi vidste, hvordan søgefunktionen virker i det tilfælde, at vi skulle hjælpe med lede efter ham eller en anden begravet person.

Alt det gøres ikke for syns skyld. Tre dage tidligere er fem mand blevet taget i en lavine på bjerget. Men takket være bipperne og en hurtig indsats fra de lokale redningshold blev de gravet fri i tide.

Efter frokost kører vi på de afmærkede og præparerede pister for at få et indtryk af Courmayeurs øvrige muligheder.

Det er en lidt tam fornemmelse efter en formiddag i puddersne til anklerne. Og bekræfter, at selv om Courmayeurs 100 kilometer pister udgør et udmærket skiområde til de løbere, der er let øvede og foretrækker røde pister, så er det ikke der, områdets topkvaliteter ligger.

De ligger i de mange muligheder for offpiste og freeride-løb, som Courmayeur rummer. Her kan de, der for første gang skal prøve kræfter med løb udenfor pisterne, finde velegnede steder, hvor de kan øve sig.

Og de garvede skiløbere kan få stillet deres sult efter pudder, klipper og udfordringer.

Berlingske var inviteret af EasyJet og af Den Italienske Stats Turistbureau.