Özlem Cekic: Karen har brug for et realitetstjek
Valgkampen er i fuld gang mellem Karen Jespersen (V) og SF's Özlem Cekic.
Valgkampen er i fuld gang mellem Karen Jespersen (V) og SF's Özlem Cekic.
"Man kan ikke stole på Özlem Cekic", lyder det i dag fra Karen Jespersen, formand for Folketingets Integrationsudvalg (V), i et debatindlæg i Berlingske.
"Karen, du husker forkert - igen", skrev SF's socialordfører, Özlem Cekic, i sit indlæg her i avisen den 5. februar.
Valgkampen er i fuld gang mellem to af dansk politiks store modsætninger, Karen Jespersen og Özlem Cekic, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når de to kvinder diskuterer deres holdninger og tiltag i forhold til islamiske teenageægteskaber.
Polemikken mellem de to er plusset op i kølvandet af en række afsløringer om, at danske teenagere bliver ulovligt viet af muslimske imamer, som Berlingske bragte i slutningen af januar.
Begge beskylder de i hårde vendinger hinanden for at fremføre en række usandheder, der kredser om, hvad Karen Jespersen egentlig tog initiativ til for at løse problematikken om ulovlige muslimske teenageægteskaber, da hun var velfærdsminister i 2008.
Karen Jespersen skriver i sit indlæg i dag, at Özlem Cekics "omgang med sandheden er dybt forstemmende", når Cekic i sit debatindlæg fra den 5. februar påstår, at hun som velfærdsminister ikke havde fokus på problemet.
Faktisk, siger Karen Jespersen, forsøgte hun at afdække problemet, men at hun stod alene med det.
"Heller ikke SF hørte jeg fra. Det fortier Özlem Cekic og påstår, at det var mig, der intet gjorde. I forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2009 foreslog jeg partierne bag satspuljerne at bruge et lille beløb til at undersøge et andet alvorligt problem, der var dukket op i Danmark: flerkoneri."
Og det er blandt her, at Özlem Cekic mener, at Karen Jespersen går helt galt i byen.
- Karen Jespersen har brug for at blive realitetskorrigeret. For hun blander tingene sammen. Da hun var velfærdsminister, viste hun mig aldrig noget på, at hun ville undersøge teenageægteskaber. Det, hun ville bruge penge fra satspuljerne på at undersøge, var flerkoneri, siger Özlem Cekic og fortsætter:
- Jeg gjorde dengang - som nu - opmærksom på, at satspuljerne skal komme de udsatte i samfundet til gavn. Ikke bruges på en undersøgelse af noget, som hun selv gjorde opmærksom på, kun blev til noget, hvis man kunne finde cases.
Det er ikke første gang, de to politikere er inde i en hård politisk polemik med hinanden. Også i 2008 gik bølgerne højt mellem dem.
Özlem Cekic kritiserede dengang den daværende velfærdsminister for at have et troværdighedsproblem, ikke at passe sit ministerium seriøst - og for at "se muslimer overalt."
- Hun har en mani over for alt, der har med integration at gøre, og det vil jeg ikke blande mig i. Men den skal ikke finansieres af de socialt udsatte, sagde Özlem Cekic dengang.
En kritik, som Karen Jespersen i dagens debatindlæg i Berlingske, også kommenterer:
"Det er en skræmmende tanke, at den form for uvederhæftighed, den ligegyldighed over for en ordentlig tone i debatten og i virkelighedens problemer, der vil få mere indflydelse med en eventuel rød regering."
Özlem Cekic har endnu ikke taget stilling til, om hun vil komme med et skriftligt genmæle over for Karen Jespersens dugfriske beskyldninger mod hende, der lige nu også debatteres blandt b.dk's læsere.