Blekingegadekommissionens beretning ligner mere et forsvarsskrift for Politiets Efterretningstjeneste (PET) end den uvildige undersøgelse, som blev bestilt i 2010 og har kostet godt 18 mio. kroner.

Det argumenterer forfatter Peter Øvig Knudsen for i en ny, skriftlig kommentar. Han har tidligere skrevet de storsælgende og prisvindende bøger om Blekingegadebanden, der trak et spor af voldelige forbrydelser gennem 1970erne og 1980erne.

Peter Øvig Knudsen anfægter nu den næsten 1.300 sider beretning fra undersøgelseskommissionen, som blev offentliggjort i går. Beretningen frifinder PET og andre myndigheder for anklager om at have modvirket det almindelige politis opklaring af Blekingegadebandens forbrydelser.

»Jeg har svært ved at tro, at kommissionen på forhånd havde besluttet sig for at frikende PET. Mere sandsynligt har de tre jurister i kommissionen tabt overblikket – de er så at sige »gone native«, som antropologerne kalder det, når en forsker overtager det verdensbillede, som vedkommende skulle undersøge,« skriver Peter Øvig Knudsen.

Kommissionen har foretaget en særdeles grundig og detaljeret gennemgang, bemærker forfatteren. Men medlemmerne accepterer PET-ledernes forklaringer på »sagsforløbets mærkværdige sorte huller«.

Blekingegadekommissionen har gennemgået omkring 200.000 siders skriftligt materiale og har afhørt 69 vidner.

Undersøgelseskommissionen blev nedsat af Justitsministeriet og består af landsdommer Jens Rosenløv (formand), tidligere politimester Jakob Skov og advokat Jakob Lund Poulsen.

Det har i dag ikke været muligt at komme i kontakt med og få en kommentar fra Jens Rosenløv.

Berlingske spørger i dagens avis justitsminister Karen Hækkerup (S), om hun føler sig overbevist om, at kommissionen ikke holder hånden over systemet. Hvortil ministeren bl.a. svarer:

»Jeg har ingen grund til at udtale nogen som helst kritik af det arbejde, der er blevet udført. Derudover er det 1.250 sider, som er offentligt tilgængelige, så alle, som måtte have en anden holdning, er velkomne til at bladre det igennem. Og så kan man tage debatten.«

Den debat har Peter Øvig Knudsen nu for alvor skudt i gang.

Ifølge forfatteren står det mest centrale spørgsmål stadig åbent: Hvorfor var der ingen, som på baggrund af PETs store viden om gruppens aktiviteter op gennem firserne, fik sat en stopper for gruppens kriminalitet?

De aktiviteter kulminerede 3. november 1988, da den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen blev dræbt i forbindelse med et postrøveri på Købmagergade i København.

Peter Øvig Knudsens kritik kræver nærmere forklaring og konkrete eksempler. I sin skriftlige kommentar underbygger han med både den såkaldte Lobeliavej-affære og Daells Varehus-kuppet. Forløbene gengives her forkortet:

En nat i juni 1986 blev Niels Jørgensen, medlem af Blekingegadebanden, anholdt, mens han forsøgte at stjæle en bil på Lobeliavej på Amager. Biltyven var avanceret, konstaterede politiet: Han havde topprofessionelt tyveriværktøj, en tilsvarende walkie-talkie og et falsk kørekort.

Blandt de nye oplysninger, som kommissionen lægger frem, er, at kørekortet med sikkerhed var produceret af de samme personer, der havde produceret et andet falsk kørekort, som PET havde fundet seks år tidligere. Det skete i forbindelse med ét af danmarkshistoriens mest voldsomme kidnapningsforsøg:

I juli 1980 trængte maskerede mænd ind hos bankdirektør Poul Würtzen og hans hustru i Glostrup. Her bandt de hustruen og deres barnebarn til en radiator i kælderen. Under trusler om at hustru og barnebarn ville få skåret halsen over, tvang de bankdirektøren til at køre til Forstædernes Bank for at åbne boksen.

Ifølge Øvig Knudsen binder de to fund af falske kørekort de to sager sammen.

Han fremfører samtidig, at den kriminalassistent, som ledede efterforskningen af Jørgensens forsøg på biltyveri ifølge hans oplysninger fik klar besked fra PETs terrorafdeling om, at Jørgensen var særdeles interessant for PET, og at han snarest muligt skulle løslades. Senere overtog PET efterforskningen.

Men den version afviser ledende medarbejdere i PET over for kommissionen: Efterretningstjenesten blandede sig på ingen måde i efterforskningen, lyder forklaringen. Og det accepterer kommissionen, som også konkluderer, at PET i perioden ikke fik nye spor til at opklare og bevise bandens kriminalitet.

Blandt andre oplysninger, som er kommet frem med undersøgelseskommissionens beretning, og som ifølge Øvig Knudsen bør vække opsigt, er en rapport fra en PET-medarbejders hånd, dateret 28. august 1986. Her omtaltes de enkelte medlemmer af Blekingegadebanden og med den vurdering, at der »tegner sig et billede af en særdeles professionel og veltrænet gruppe, der mistænkes for at stå bag grov kriminalitet, hvis formål er at yde operationel og logistisk støtte til PFLPs verdensomspændende terror«.

PET-medarbejderen vurderer, at »man utvivlsomt i den nærmeste fremtid vil opleve en genoptagelse af gruppens tidligere grove kriminalitet.«

Fire måneder senere blev Daells Varehus røvet med et udbytte på 4,5 mio. kr.

Daværende operative chef for PET, Per Larsen, bliver ifølge Øvig Knudsens læsning af referaterne fra kommissionens afhøringer hverken spurgt om, hvorvidt han læste rapporterne eller handlede på baggrund af den. Til gengæld betonede Per Larsen og andre PET-ledere, at rapporten ikke var særlig velunderbygget.

På bl.a. den baggrund sammenfatter Peter Øvig Knudsen:

»At kommissionens medlemmer således igen og igen ikke alene tillægger PET-lederne den største troværdighed, men ligefrem producerer absurde undskyldninger for deres optræden, virker ikke betryggende på mig.«

Kommissionsformand Jens Rosenløv er i første omgang tavs om Peter Øvig Knudsens kritik:

»Jeg er ikke bekendt med indholdet i Peter Øvig Knudsens kommentar. Jeg har heller ikke haft mulighed for at drøfte det med de øvrige medlemmer af kommissionen. Derfor ønsker jeg ikke at forholde mig til kritikken.«