Det fremgår af en meddelelse fra banken, der den 11. december gennemførte en kapitaludvidelse med et bruttoprovenu på 83,4 mio. kr. Derudover udstedte banken tabsabsorberende hybrid kapital for 75 mio. kr.
Østjydsk Banks proforma solvens kan herefter beregnes til 16,5 pct. mod et beregnet solvensbehov på 12,7 pct. Kernekapitalprocenten inklusive tabsabsorberende kapital er på 9,9 pct. mod et beregnet krav på 9,2 pct.
- Jeg glæder mig over, at rekapitaliseringsplanen nu er gennemført som planlagt. Banken har fået et nødvendigt løft i kapitalprocenten og ikke mindst i den egentlige kernekapitalprocent og er derfor ude af genopretning, siger bankdirektør Max Hovedskov ifølge meddelelsen.