10,50 procent. Så meget står du til i afkast efter årets første kvartal, hvis du har sat pengene til at følge det danske C20 Cap indeks. Og det er en ganske bemærkelsesværdig stigning sammenlignet med andre europæiske indeks.

I London ligger FTSE 100 indekset med et fald på et par procent, mens naboerne i Tyskland kun tegner sig for en stigning på et par procent.

Men hvorfor er det sådan, når Krim-krisen og lunkne nøgletal fra både USA og Kina har taget rampelyset i flere måneder, og kan den positive tendens fortsætte?

"Stigningen skyldes blandt andet den underliggende flotte udvikling i de danske selskaber, men også at investorerne gerne leder efter et sikkert sted at placere pengene, når risikomomenterne stiger, og der ligger Danmark og danske virksomheder i en sweet spot," siger investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

Han påpeger, at selskaber som Novo Nordisk og Coloplast kvartal efter kvartal bare har forkælet investorerne og leveret mere end forventet, mens mere cykliske selskaber også er kommet tilbage på banen.

Spørger man aktieanalysechef i Sydbank, Bjørn Schwarz, så er det netop de konjunkturfølsomme selskaber, der skal trække læsset resten af året.

"Hvis vi kigger fremadrettet må man også erkende at mange af de defensive aktier har et vist prisniveau, som gør dem relativt dyre, så der skal virkelig leveres, hvis vi skal retfærdiggøre yderligere stigninger. Vi har en forventning om, at de mere konjunkturfølsomme virksomheder som Mærsk, Vestas og Pandora kommer til at trække læsset herfra i indeværende år," siger han til TV 2 Finans.

Fra Nordnets side vurderer man, at den mer-performance de danske aktier har fremvist i årets første kvartal er ved at gasse ned, og vi dermed kommer til at se stigninger, der er mere moderate end i årets første kvartal.

"Jeg tror potentielt, der er 5-8 procents stigning tilbage i de danske aktier. Den mer-performance som de danske aktier kunne fremvise i 2014, den har vi set. Forvent snarere, at vi er meget tæt på toppen end at det her er begyndelsen til endnu et større niveau-hop opad», afslutter Per Hansen fra Nordnet.