Det var ifølge flere vidner kraftige vindstød, som fik et Cirkus Arena-telt til at styrte sammen midt under en forestilling med op mod 500 personer.

Det fortæller to kvindelige øjenvidner, der var tilstede under forestillingen, til BTs mand på stedet.

Kvinderne er begge medlem af en seniorklub, der er tilknyttet energiselskabet SEAS NWE, som har fået arrangeret forestillingen.

»Lige pludselig revnede teltet over musikerne. Det virkede som om det var en skypumpe. Stedet hvor musikerne sad faldt sammen, og nogle af dem faldt ned derfra,« fortæller en af kvinderne.

De er begge i god behold, men en smule rystede. Ifølge dem efterlod tilskuerne stille og roligt deres ejendele og søgte mod udgangen.

Ifølge politiets oplysninger er ni personer kommet til lettere skade.

Politiet har oprettet et pårørende-center i Årby Fritidscenter, Melbygade 2 C, Årby, 4400 Kalundborg, hvor pårørende til tilskuerne kan søge hen.