Når den kilometerlange parade under Copenhagen Pride på næste lørdag går gennem hovedstaden med et mangfoldigt opbud af mennesker, så bliver det for første gang i historien med deltagelse af en amerikansk ambassadør:
Den 40-årige Rufus Gifford, der som topfundraiser under Barack Obamas præsidentkampagne skaffede mere end 1,2 milliarder dollar.
Og hvad der endnu ikke har været fortalt offentligt, så skal han og kæresten, Stephen DeVincent, rent faktisk snart giftes. I Danmark.
»Jeg bliver helt vildt rørt over den kendsgerning, at her er jeg som USAs ambassadør i kongeriget Danmark, og at jeg næste år skal giftes i mit hjem, på amerikansk territorium i København. Det var umuligt for få år siden, og nu sker det med støtte fra den amerikanske regering,« fortæller en stolt og glædesstrålende Rufus Gifford.
Hvor pride-begivenheden i sagens natur er ganske ekstrovert og opmærksomhedsskabende, bliver brylluppet anderledes privat. Men begge begivenheder er muliggjort af en udvikling, som for bare få år siden ville have været utænkelig, og som markerer en fundamental ændring af hele samfundets accept og inklusion af homoseksuelle.
»Det er som domino-brikker, der vælter. Særligt i USA går det hurtigt lige nu – på nogle måder foran Europa – og alene i én retning,« siger ambassadøren, der ikke er bleg for at bruge ordet tidevandsbølge om udviklingen.
19 stater har nu sagt ja til ægteskab mellem to personer af samme køn. Og i alle de resterende stater er der rejst domstolssager for yderligere at presse udviklingen igennem.
Rufus Gifford påpeger samtidig en anden væsentligt tendens; nemlig det faktum, at venstrefløjen ikke længere har patent på at slås for bøsser og lesbiskes rettigheder. Nu har hele det politiske spektrum omfavnet LGBT-agendaen. I hvert fald i USA og dele af den vestlige verden, hvor homo-, bi- og transseksuelles rettigheder har opnået status som universelle menneskerettigheder
»Selv medlemmer af Det Republikanske Parti begynder faktisk i stor stil at erklære deres støtte til LGBT-rettigheder,« siger Rufus Gifford til Berlingske og påpger, at det er blandt de borgerlige, at trenden er mest bemærkelsesværdig. Resultatet er, at samfundet som hele begynder at betragte homorettigheder som en del af de fælles vestlige værdier.
»Hvis du ser, hvem der i dag deltager i pride-paraderne, så er det alt fra guvernører, borgmestre, politikere, samtlige brandfolk, politichefer, sygeplejersker, homoforældre med deres børn, lærerere og alle andre samfundsgrupper.«
Og jo selvfølgelig er der stadig farvestrålende drag queens og »skandaløst klædte folk,« som han udtrykker det.
»Men det er meget mere konservativt – langt mere konservativt – end førhen.«
Ifølge Rufus Gifford skyldes det, at fokus er skiftet fra den seksuelle frigørelse I 70erne til i langt højere grad at handle om den homoseksuelle familie, retten til at danne par og få børn.
»Jeg tror det er en af grundene til, at vi har vundet offentlighedens accept. Argumentet er blevet til et familie-argument. Det handler ikke længere om seksualitet og fri kærlighed. Det drejer sig derimod om kernekonservative familieværdier, at forældre vil beskytte deres homoseksuelle døtre og sønner og sikre, at de har præcis de samme muligheder i livet - i alle dets former,« siger han og henviser en passant til de Konservatives nyvalgte leder i Danmark, Søren Pape, der også er stået frem som bøsse.
Det fører til en snak om Demokraternes partiprogram og om den seneste udgave af de danske Konservatives partiprogram, hvori der om familien står: »Derfor er det en vigtig konservativ mærkesag at skabe gode rammer for familielivet, uanset hvilken form for familie, man indgår i.«
»Det er fuldstændig det samme, som vi siger,« konstaterer Rufus Gifford og kalder det »fascinerende«, at næsten de samme diskussioner om den brede fortolkning af familiebegrebet foregår i både USA og Danmark.
Ifølge den amerikansek ambassadør er vi vidne til en evolution, der næsten kan måle sig med borgerrettighedsbevægelsen i USA i 1950erne og 1960erne, hvor den amerikanske højesteret i 1954 gik forrest og forbød raceadskillelsen mellem sorte og hvide i skolerne, og hvor præsident Lyndon Johnson ti år senere skrev under på borgerretighedsloven. Men også kun næsten.
»Forskellen er, at dengang tvang domstolene ændringerne igennem i visse dele af landet – mod folkets vilje. Mens befolkningen i dag på visse punkter er årtier foran domstolene i forhold til homorettigheder. 80 procent af alle unge i USA mellem 18 og 30 år støtter gay marriage. Og et flertal af alle amerikanere går ind for lighed i ægteskabslovgivningen.«
Rufus Gifford er ikke et sekund i tvivl om, at den kendsgerning, at så mange nu er åbne om deres egen seksualitet, også har påvirket den generelle holdning.
»Det er velkendt, at hvis nogen kender en homoseksuel – og det kan både være i famlien, på jobbet eller i den lokale by – så er der omkring fire gange så stor sandsynlighed for, at vedkommende støtter LGBT-rettigheder. Så derfor er den bedste måde, at folk som jeg – og alle andre – kan påvirke politiske ledere og den offentlige meningsdannelse ved at være fuldstændig ærlig om, hvem man er og leve et åbent og ærligt liv. Det er derfor, jeg så ofte fortæller om mit private liv, fordi jeg anser det som min forpligtelse i det her job.«
Men forpligtelsen rækker længere, mener han. Alle vestlige regeringer har en forpligtelsen til at italesætte LGBT-rettigheder i resten af verden på lige fod med de øvrige menneskerettigheder. Eller rettere kræve, at resten af verden behandler bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle fuldstændig ens med alle andre.
»LGBT-rettigheder er på få år blevet så fundamentale, at de nu er med til at definere os som vesterlændinge og udgør en del af vores kerneværdier. De er samtidig så betydningsfulde, at det er altafgørende, at vi sætter LGBT-rettighederne øverst på agendaen sammen med alle andre menneskerettigheder.«
Han peger eksempelvis på den russiske præsident Vladimir Putins anti-homoseksuelle love – støttet af landets ortodokse kirke – der har legitimeret, at grupperinger i samfundet udøver vold og tortur-lignende overgreb mod især bøsser i Rusland. Men også Uganda, hvor det direkte er ulovligt at være homoseksuel og indtil for nylig kunne give fængsel på livstid. Her med opbakning fra de evangeliske kirker. Samt lande som Iran, Moldova og flere østeuropæiske lande.
Men er det Vestens opgave at blande sig i lovgivningen i andre lande med demokratisk valgte regeringer?
»Det er ikke vores opgave at pålægge andre demokratiske nationer, hvad de skal beslutte, men det forhindrer os ikke i, at tilkendegive vores mening,« siger Rufus Gifford og fortsætter.
»Det er uhyre vigtigt at vi gør det klart, at det her vil det internationale samfund ikke acceptere. At enhver form for anti-homoseksuel lovgivning er uacceptabel. Vi kan ikke bare vende det blinde øje til,« siger han og fremhæver, hvordan både præsident Barack Obama og udenrisminister John Kerry overfor blandt andet Rusland i forbindelse med OL i Sotji kritiserede Putins lovgining ligesom ved et større USA-afrikansk topmøde.
Han tror til gengæld ikke på nogen ultimativ boykot
»Putin ville være fuldstændig ligeglad. Vi har jo ikke med en rationel mand at gøre. Efter min mening, så lader han sit folk fuldstændig i stikken til fordel sin egen politiske position på verdensplan.«
Ambassadøren ser også problemer ved helt at indstille bistanden til eksempelvis Uganda, da det risikerer at gå ud over den almindelige befolkning.
»Ingen ønsker jo at straffe Uganda indbyggere ved helt at lukke for bistandskronerne til hjælp til forebyggende HIV-arbejde. De har i den grad brug for dem, så det er en svær balance,« påpeger han
»Men jeg er overbevist om, at det nytter at fremføre egne synspunkter. Retorik gør en reel forskel. Det gør det. Befolkningen i Uganda lægger mærke til, når lande som USA og Danmark siger fra. Og vores fordømmelse af Rusland er også blevet bemærket og har skabt overskrifter.«
Men det har ikke rigtigt ændret noget – endnu. Så det kunne opfattes som sympolpolitik, der mere har til opgave at tilfredsstille en hjemlig dagsorden?
»Det er jeg slet ikke enig i. Det er en al for kynisk betragtning. Og når Obama taler om LGBT-rettigheder, så kommer det virkelig fra hjertet – og verden lytter. Men man må også give udviklingen tid og lade lobby-arbejdet fortsætte før man dømmer. Også selvom vi måske ikke gør det godt nok. Jeg er bare alt for idealistisk til at se så kynisk på det.«