WASHINGTON: Den afgående præsident Barack Obama fældede en tåre ved afslutningen af sin afskedstale i den by, hvor det hele startede for otte år siden - Chicago. Han sendte en glødende kærlighedshilsen til sin hustru, Michelle Obama, der selvfølgelig sad på første række sammen med en af de to døtre, Han kaldte hende »min bedste ven«. Han forsikrede sine døtre om sin kærlighed, og hans vicepræsident, Joe Biden, kaldte hen for sin »broder«.

Han fældede et par tårer, ligesom hans datter og tusinder af andre i det tæt pakkede kongrescenter, hvor han var fløjet til for at tage afsked med sine tilhængere, sine medarbejdere og sine mange støtter rundt om i landet, der også var kommet til Chicago for at være med, inden Obama den 20. januar overlader jobbet til sin efterfølger Donald Trump.

Folk råbte »Four more years«, hvilket af en smilende Obama blev afvist med ordene. »Det kan ikke lade sig gøre«. Og flere af de mange tusinde fremmødte råbte skiftevis »vi elsker dig« og »yes we can«, hvilket i slutningen af talen blev kvitteret af Obama, der fik flettet sit berømte slogan fra valgkampen i 2008 ind som det allersidste i sin tale.

Den vemodige Obama

Var det en Barack Obama, der var skuffet over mange nederlag som præsident? Det var først og fremmest en vemodig Obama, der trods de mange politiske kontroverser med sine politiske modstandere i Det Republikanske Parti også kan se tilbage på mange resultater.

Økonomien er bedre. Der er gennemført en sundhedsreform, som republikanerne vil »skrotte« de kommende dage, men som trods alt kommer til at leve som et historisk gennembrud, fordi republikanerne næppe politisk slipper afsted med blot at vende tilbage til det gamle system. Og Obama har trukket soldaterne ud af Irak, selv om terrorsituationen har tvunget ham til at sende nogle tusinde såkaldte rådgivere tilbage igen. Alt i alt en både-og-præsident, der tog afsked, men en præsident, der hele tiden holdt fast i, at fremtiden altid er bedre end fortiden.

Men først og fremmest var det amerikanerne, der fik at vide, at de skulle passe på demokratiet, for det kan være skrøbeligt. Og på ægte Abraham Lincoln-vis opfordrede han folk til at være »borgere« og vedligholde de amerikanske værdier og selv sørge for, at USA fortsat er et frit land med muligheder for alle.

Demokratiets skrøbelighed

»Demokrati kræver ikke uniformitet. Vores fædre skændtes og lavede kompromisser og forventede, at vi gjorde det samme. Men alle vidste, at demokrati behøver en grad af solidaritet. At fastholde en ide om, at på trods af alle vores forskelligheder, så er vi sammen om det her, at vi rejser os eller falder sammen«, sagde Obama.

Det var demokratiet, der var i centrum for hans tale. Den amerikanske drøm med et romantisk snit. Det »exceptionelle« i det at være amerikaner. At irerne, italienerne og polakkerne også blev mødt med skepsis for 100 år siden, hvor de dengang »rigtige amerikanere« ikke trode, at de nogensinde ville kunne leve sig ind i det amerikanske livsmønster. Til i dag, hvor - som Obama sagde - man møder muslimer og folk fra Sydamerika og fra Asien med den samme mistanke. At de aldrig bliver amerikanere. »Men det gør de«, sagde han.

I det hele taget kunne man høre, at Obama med vilje lagde en anderledes tone end Trump. Med inklussion, håb og tro på demokratiet og på videnskab og på »fornuft«.

»Demokratiet kan aldrig fungere, hvis vi giver efter for frygt. Så nøjagtig som vi - som borgere - må være på vagt over for eksterne agresssioner, så må vi også passe på ikke at svække de værdier, der har gjort os til det, vi er«, sagde Obama.

»Og efter otte år som præsident, så tror jeg stadig på det. Og det er ikke kun min tro. Det er den amerikanske ides bankende hjerte«, sagde han.

Den optimiske

Det var en optimisk Obama. Han fortalte, at han havde rettet op på økonomien, at han havde fået gennemført sundhedsreformen, at han havde åbnet de diplomatiske forbindelser til Cuba og fået gennemført en atom-aftale med Iran og fået skabt flere og flere jobs til amerikanerne. Men han indrømmede, at der stadig var alt for mange, der var efterladt i et tomrum, og hvor hverdagen ikke er så god længere.

Han rakte hånden ud til sine politiske modstandere og opfordrede sine tilhængere til også at lytte til mennesker, der troede på noget andet og havde andre ideer. Men der var også stikpiller til det USA, han frygter kan blive en realitet efter den 20. januar. Obama har været miljøets forkæmper, og han advarede mod at tage alt for let på den del. »For ellers skal vores børn ikke overveje, hvad de kan gøre for at forhindre klimaændringerne. De skal kæmpe mod dem hver eneste dag«, som han udtrykte det.

Var det en taber, der gik ud af døren for at vende tilbage til Det Hvide Hus de sidste knap ti dage. Langtfra. Han var trods politisk modstand ikke forvandlet til en »Yes We Can´t«-præsident Han fik salen til at tro på det håb, de for otte år siden i Chicago startede med at have, da den dengang unge senator fra Chicago for første gang råbte ud over byen, »Yes We Can«. Og det blev så også hans afskedsreplik.