Prisstigninger og nye låntyper er regnet ned over boligejerne i de seneste uger. Senest har Jyske Bank tilbudt et såkaldt »superlån«, som banken selv kalder det i sit reklame­materiale. Det såkaldte »superlån« – også kaldet Jyske Renteloft – er et banklån som alternativ til de realkreditlån, som boligejere normalt belåner boligen med fra 0 til 80 procent. Men kigger man det nye låns betingelser efter i sømmene, er lånet slet ikke så super, som navnet antyder, mener flere realkredit­eksperter.

Renten er langt mere variabel end på selv de etårige flekslån, som finanssektoren prøver at få boligejerne til at forlade. Renten fastlægges for tre måneder ad gangen, og dertil kommer et rentetillæg. Men det tilknyttede renteloft gælder ikke det tillæg, som banken lægger oven på renten. Endelig kan banken ligefrem opsige kundens lån, hvis der sker noget, der forringer bankens sikkerhed. Dermed kan en boligejer i uføre stå uden lån og have sværere ved at få et nyt lån, end da han oprindeligt optog lånet.