Den amerikanske IT-gigant IBM etablerer et nyt, stort udviklingscenter i København. Centret får 250 ansatte og skal arbejde sammen med IBMs kunder om at udvikle produkter, services og produktionsprocesser ved hjælp af nye banebrydende digitale teknologier.
De 250 medarbejdere skal være IBMs spydspidser i Danmark inden for hotte områder som f.eks. big data, dataanalyse, kunstig intelligens, mobilapp og en ny generation af administrationssystemer til virksomheder.
»Centret bliver lagt i Danmark og i København, fordi vi har et godt miljø og mange dygtige unge mennesker, der både har en grundlæggende forståelse for IT og for forretning. Danskere er utroligt forandringsparate og har en forventning om, at deres arbejdsplads vil ændre sig over de næste tre til fem år på grund af digitalisering,« siger Henrik Bodskov, administrerende direktør hos IBM Danmark.
Dertil kommer, at IBM inden for det seneste år har indgået to store aftaler, som har givet genlyd helt op i den øverste ledelse af det amerikanske selskab. I december indgik IBM en aftale med medicinalkoncernen Novo Nordisk om ved hjælp af sundhedssatsningen IBM Watson Health at udvikle nye digitale løsninger, som skal bygge værdi og service oven på Novo Nordisks insulinprodukter.
Og i juni gik IBM i samarbejde med den globale danske servicegigant ISS om at udvikle løsninger ved hjælp af Watson Internet of Things. Samarbejdet skal skabe nye og bedre tjenester i de 25.000 bygninger, som ISS servicerer verden over.
»En række kunder i Danmark er ret langt fremme på den digitale agenda og har lyst til at kigge på de nye ting, der sker. Det gør Danmark til et interessant marked for os,« siger Henrik Bodskov.
Han understreger, at der skal hyres fortrinsvis danske medarbejdere – dels direkte fra uddannelsesinstitutionerne, dels medarbejdere med erfaring i IT og projektledelse.
»Vi vil hovedsageligt ansætte danske medarbejdere. Det skyldes den nye måde, vi arbejder på med agil udvikling, hvor man ikke kender det færdige resultat fuldstændig. Det er en form for samarbejde med kunderne, hvor det er vigtigt, at man har lokal forståelse og hovedsageligt et lokalt tilhørsforhold,« siger Henrik Bodskov.
Jensen og Jensen jubler
IBM har i forvejen lignende centre i en række europæiske lande. Men det forhindrer ikke politikerne i at juble.
Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), kalder etableringen af centret »fantastisk«, mens udenrigsminister Kristian Jensen (V) ser muligheder, der rækker ud over højteknologiske arbejdspladser og branding i IBMs investering. Udenrigsministeriet har via Invest in Denmark været tæt involveret i at trække udviklingscentret til Danmark.
»Vores primære mål er at få investeringer til Danmark. I princippet er en krone en krone, men der er nogle kroner, vi er mere glad for end andre. Det gælder IBMs investering, fordi den skaber 250 stillinger til højtuddannede, og fordi den er med til at brande Danmark,« siger Kristian Jensen.
»Men det her er mere end et IT-projekt. Det er et spørgsmål om, hvordan vi forandrer samfundet og laver nye og bedre services. Set i et klassisk velfærdsperspektiv er det interessant, hvilke muligheder det kan give vores samfund. Samtidig betyder det, at IBM er med til at løfte kompetenceniveauet inden for de nye teknologier i Danmark til gavn for danske virksomheder,« siger udenrigsministeren.
