Håbet var, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) og Airbnb skulle have fastlagt en aftale om nogle særlige danske skatteregler for virksomheden i slutningen af sidste år. Det takkede den amerikanske boligtjeneste dog pænt nej til.
Tirsdag mødtes skatteministeren og Airbnb for anden gang, og her lyder meldingerne bekendte.
»Vi er forhåbningsfulde,« kunne overskriften for det efterfølgende doorstep-møde lyde, som Karsten Lauritzen gav sammen med Patrick Robinson, der er director of public policy i Airbnb.
»Min tålmodighed er der, men den er ikke uendelig,« sagde Karsten Lauritzen om det frugtesløse møde.
Ingen aftale er fastlagt endnu, og det sidste møde er dermed ikke holdt i den sag. Regeringen stod i sidste ombæring klar med en aftale, som skulle hæve det skattefrie bundfradrag, så folk, der lejer ud igennem Airbnb, kan tjene flere penge på udlejning.
Men Airbnb ville ikke takke ja til aftalen, som indebar, at der skulle være tredjepartsindberetninger, hvilket vil sige, at Airbnb skulle videregive udlejernes indtjeninger, da de efter eget udsagn har strenge regler i forhold til at håndtere personfølsomme brugeroplysninger.
Tilbud om højere fradrag
Karsten Lauritzen gjorde det klart, at regeringen er villig til at gøre bundfradragene endnu højere, men den amerikanske virksomhed bed altså ikke på endnu. Ifølge Karsten Lauritzen kan Airbnb dog godt se fornuften i forslaget, som skal sørge for, at der ikke bliver snydt i skat.
»Problemet er, at folk selv skal indberette, og det er der forhåbentlig mange danskere, der gør, men der kunne også være nogle, der glemte det. Det betyder, at man går glip af en skatteindtægt,« siger Karsten Lauritzen.
Airbnb ville forud for mødet med Karsten Lauritzen ikke kommentere, hvad de håbede på, at mødet ville resultere i. Men i en mail fra Airbnb skriver virksomhedens Public Policy Manager, Sofia Gkiousou:
»Vi ønsker at være gode samarbejdspartnere til politiske beslutningstagere for at gøre det nemmere for værter at betale deres skat.«
Patrick Robinson, som holdt mødet med Karsten Lauritzen, påpeger, at Danmark ikke er et særligt besværligt land at forhandle med. Men han ønsker ikke at gå ind i, hvor tæt parterne er på at nå til enighed.
»Vi vil gerne have, at udlejere har simple og fair skatteforpligtelser, og vi er engagerede til at få udlejere til at forstå, hvad de regler er,« siger Patrick Robinson fra Airbnb.
At få udlejerne til at forstå, hvad reglerne er, har dog i længere tid været Airbnbs grund til ikke at takke ja til nogen særlige regler. Argumentet har været, at tjenesten allerede linker til sider, hvor man kan læse om det givne lands skatteregler.
Kørselstjenesten Uber meddelte tirsdag, at de lukker ned i Danmark, men Patrick Robinson forsikrer om, at han ikke er bange for, at Airbnb lider samme skæbne, hvis ikke en aftale bliver vedtaget.
»Airbnb og Uber er i meget forskellige markeder, og vi er meget forskellige virksomheder. Jeg er optimistisk omkring, at der er en vej frem for os og den danske regering,« siger Patrick Robinson.
