Idrætshallens ene væg er udsmykket af John Kørner. Motivet forestiller en forlist båd omgivet af måger og skvulpende bølger. Der er masser af lys. I kirken finder solen vej til rækken af bænke.

Også i cellerne, som er 13 kvadratmeter store, er der blevet plads til flere vinduer. Et går fra gulv til loft. Det er placeret i en særlig vinkel, så andre fanger ikke kan kigge ind, og så de indsatte kan betragte naturen fra cellen, der er placeret i særlige boenheder.

Det nye Storstrøms Fængsel på Falster ligger langt fra den gængse forestilling om et topsikret fængsel. Det ligner nærmere en lille landsby, og det er ikke tilfældigt, fortæller arkitekten bag.

»Vi har koncentreret alle bygninger i midten af området omkring et centrum med fællesaktiviteter. Her er der et torv med for eksempel aktivitetshus, købmand, skole, kirke og andagtsrum. Vi har også gjort meget ud af, at de indsatte og personalet kommer til færdes blandt hinanden,« siger Mads Mandrup, arkitekt og partner hos C.F. Møller, der i samarbejde med landskabsarkitekt Marianne Levinsen har tegnet og udviklet konceptet bag fængslet.

Skal minde om hverdagen

Byggeriet, som skal erstatte statsfængslet i Vridsløselille, er bestilt af Kriminalforsorgen. Ideen har blandt andet været at skabe en hverdag for de indsatte, som i så høj grad som muligt minder om samfundet uden for.

Områdedirektør i Kriminalforsorgen Sjælland Rasmus Bo Andersen, mener, at den nye arkitektur gør det nemmere at arbejde med de indsatte.

»Vi tror, at jo mere, vi lærer de indsatte at begå sig i en dagligdag, jo bedre kan de håndtere det, når de kommer ud. Vi har mange indsatte, som aldrig har haft et rigtigt liv. Nogle er på nulte klasse i uddannelsesniveau, nogle ved ikke, hvordan man køber ind. Derfor er det en god arkitektonisk idé at indrette det som et minisamfund,« siger han.

Ekstra sikkerhed

Der er også mulighed for at dyrke masser af motion på de grønne områder, så man kan holde sig i god form fysisk som mentalt, hvilket igen skal sikre større ro i fængslet. Samtidig er der skruet op for sikkerheden. Det 35.000 m2 fængsel er omkranset af en seks meter høj mur. Der er spændt stålwirer ud over hele fængslet, så man ikke kan lande med en helikopter på taget, og 34 af de i alt 250 indsatte kommer til at sidde i et særligt sikkert afsnit.

Samtidig kan personalet med et enkelt tryk lukke en række mekaniske døre, så en afdeling med op til 54 indsatte ændres til mindre afsnit med seks-syv indsatte i hver. Den sikkerhed betyder, at betjentene kommer til at bruge langt mere tid sammen med de indsatte ude i de enkelte afdelinger.

»Fordi fængslet er konstrueret, som det er, kan vi fysisk arbejde med meget små enheder, og det betyder, at vi kan håndtere eksempelvis bandekonflikter på en god og sikker måde, så det både for indsatte og personale er et sikkert sted at være,« siger Rasmus Bo Andersen, der understreger, at kontakten mellem indsatte og personale er vigtig af flere årsager.

»Hvis man for eksempel ved, at der er  der er en indsat, som er ked af det, fordi kæresten er gået, sørger man for at være ekstra opmærksom på ham. Det er vigtigt, at den indsatte oplever, at personalet hele tiden er der, og det lægger byggeriet op til. Det er også i kraft af kontakten, at vi for eksempel kan spore, hvis der er nogen, der er under mistænke for at blive radikaliseret. Det er en vigtig del af arbejdet,« siger han.

Syn på straf afspejles i arkitekturen

At vores syn på straf afspejles i arkitekturen har man set, siden de større fængsels­byggerier blev introduceret i 1800-tallet. Straffen gik fra at være korporlig til at omfatte selve frihedsberøvelsen, som nu skete bag lås og slå, fortæller Peter Scharff Smidt, professor ved det juridiske fakultet på Oslo Universitet og forfatter til bogen »Moralske hospitaler. Det moderne fængselsvæsens gennembrud i Danmark 1770-1870«.

»Nogle har kaldt det en bevægelse fra krop til sjæl – at man i stedet for at straffe kroppen nu koncentrerede sig om det, der skete i hovedet på folk. Det var en bevægelse fra at udstille straffen til at gemme den væk, og det gjorde man gennem en ny type institutioner, isolationsfængsler. Der var stort set ingen kontakt med omverdenen, og de indsatte bar masker, fordi de ikke måtte se hinandens ansigtstræk,« siger han.

Fængslerne blev designet ud fra den såkaldte panoptikon-tankegang, hvor man gennem arkitekturen sikrede, at det var muligt at overvåge fangerne, uden at de selv var i stand til at vide, hvornår de blev overvåget. En idé der blev fostret af den engelske filosof Jeremy Bentham i slutningen af 1700-tallet, og som i praksis betød, at mange fængsler blev bygget med et tårn i midten. Det princip ser man også i danske fængsler fra den tid, fortæller Trine Brun Petersen, lektor ved Institut for Design og Kommunikation, Syddansk Universitet. Hun har desuden skrevet en ph.d.-afhandling om fængselsdesign gennem tiden.

Straf gennem overvågning

»Panoptikonet i sin rene form er mest en idé. Det blev kun bygget ganske få gange. Men panoptiske principper blev brugt i de stjerneformede fængsler som Vridsløselille, der har det centrale tårn og radialarmene ud,« siger hun.

Senere kom den type arkitektur for alvor under beskydning. Ikke mindst fra den franske forfatter og idéhistoriker Michel Foucault, der i 1970erne udgav værket »Overvågning og straf«. Her argumenterede han for, at det, som op gennem 1800- og 1900-tallet blev betragtet som udtryk for en mere humanistisk og civiliseret tankegang, nemlig at den fysiske og offentlige straf blev afløst af fængsel, var alt andet end humanistisk.

»Han mente, at fængslet var en ny kontrolteknik, mere end det var et humanistisk projekt. Det var en ny måde at disciplinere og opdrage med mere overvågning,« siger Peter Scharff Smith.

Humane fængsler?

I dag findes der langt mere avancerede måder at overvåge på. Men der er også sket noget andet. Fra at tro, at resocialisering går gennem isolation, arbejder man især i Skandinavien med et normalitetsprincip, som betyder, at nye fængselsbyggerier forsøger at imitere samfundet udenfor. Et af de mest kendte er Halden i Norge. Det er blandt andet blevet kaldt »verdens mest venlige fængsel« af det amerikanske nyhedsmagasin »Time«.

Med værelser, der har udsigt til skoven, køkken­have, lydstudie og vægge med street art-motiver, mener kritikere dog, at det i for høj grad ligner et kollegium frem for et høj­sikkerhedsfængsel.

En amerikansk fængselsbetjent, der var på besøg for nogle år siden, var ifølge avisen metroexpress (i dag MX, red.) chokeret.

»I USA er fængslet ikke behageligt. Samfundet er behageligt, og det har fangen opgivet ved at begå kriminalitet. Der skal ikke hygges om fangerne,« er han citeret for at sige.Storstrøm Fængsel blev også genstand for debat, da de første billeder begyndte at cirkulere forleden. Under overskriften »Luksus-hotel? Nej, det er Danmarks nye fængsel« samlede Ekstra Bladet en række læserkommentarer til byggeriet. Ordet »luksus« gik igen adskillige gange.

Skal bygges til fremtiden

Reaktionerne overrasker ikke Rasmus Bo Andersen.

»Da Vridløse Statsfængsel blev bygget, var det et fængsel med elektricitet og varme og toiletter på gangene. Det udløste en enorm polemik, fordi mange indsatte kom fra baggårdene i København, hvor der hverken var elektricitet eller varme eller toilet i bygningen. Så dengang diskuterede man, om de ikke fik det for godt. Men man kan ikke bygge et fængsel til fortiden. Det skal stå her de næste halvandet hundrede år. Alle de gange, man har bygget fængsler i Danmark, har det været udgangspunktet,« siger han og tilføjer:

»Det giver ikke mening at bygge et sæt kassematter som dem under Kronborg og sige, at det er sådan, vi synes, at folk skal afsone. Det kan godt være, at arkitekterne synes, at når man kigger ud af vinduerne i cellerne, ser man det grønne landskab, men den indsatte ser muren og tænker: »Det grønne landskab kommer jeg aldrig ud i.« De ved udmærket godt, at de er i fængsel.«

Princippet om, at indsatte skal forsøge at leve et så normalt liv som muligt, har man også forsøgt at gennemføre i de gamle fængsler, som nu er ved at være fortid.

»Hvis man ser på Horsens Statsfængsel og Vridsløselille, er det jo afsoningspladser fra en svunden tid, som gør arbejdet med de indsatte vanskeligt,« siger Rasmus Bo Andersen.

Arkitekturen hjælper

Arkitekten bag fængslet, Mads Mandrup, understreger, at indsatte næppe får fornemmelsen af at være på »en holiday-camp«, som han udtrykker det.

»Når man er spærret inde, er man altså spærret inde. Og der hersker en konstant stemning af hårdhed, som medvirker til at skabe et meget råt miljø mellem nogle meget påvirkede mennesker. Men netop her er der mulighed for at bruge arkitekturen til at skabe rammer, der fremmer positive fællesskaber. Jeg har ingen naive forestillinger om, at arkitekturen gør det alene. Den er et enkelt ud af mange vigtige tiltag, men nok et af de allervigtigste, hvis man ønsker at skabe en vis form for normalitet,« siger han.