Demokraternes partikonvent i Philadelphia skulle være en festlig fejring af Hillary Clinton som partiets præsidentkandidat. Men konventet startede med larm og ballade i kølvandet på alvorlige afsløringer i mange tusinde e-mails, som organisationen WikiLeaks havde fået fingre i: De viste, at partitoppen har været særdeles aktiv i sine forsøg på at svække Hillary Clintons farligste konkurrent, Bernie Sanders.

Det skabte forståelig vrede, ikke blot hos Sanders’ tilhængere. Formanden for Demokraternes partiorganisation måtte træde tilbage. Sagen kaster en skygge over festlighederne i Philadelphia og kan måske påvirke valgresultatet til november.

Men bag det hele lurer mistanken om, at det er russiske efterretningstjenester, som står bag lækagen via WikiLeaks. Det er sandsynliggjort, at hackere med tætte forbindelser til de russiske sikkerhedstjenester har haft held til at bryde ind i demokraternes IT-systemer. Den slags sker i dag noget mere sofistikeret, end dengang Nixon sendte »blikkenslagere« ind i Watergate for at snuse i oppositionens papirer…

Hvis det virkelig er skumle kræfter med udgangspunkt i Kreml, som står bag WikiLeaks’ seneste afsløringer, er det en helt ny form for krigsførelse, vi oplever. I Europa har vi efterhånden vænnet os til, at Rusland blander sig i meningsdannelsen og forsøger at påvirke valghandlinger. Men det vil være første gang, der gøres direkte forsøg på at påvirke den amerikanske demokratiske proces.

Det er hjerteblod. Men det vil mange sikkert være parat til at lukke øjnene for. Hvis oplysningerne om forsøg på at svække Bernie Sanders er korrekte – og der er desværre intet, som tyder på det modsatte – vil det af mange blive opfattet som en så stor skandale, at den overskygger alt andet. For desværre er det jo ofte sådan, at en sandhed er endnu vanskeligere at kapere end en løgn.

Vi ser her endnu et eksempel på, at vores frie vestlige systemer udnyttes af kræfter, som aldrig har opgivet de mål, de arbejdede for under den »rigtige« kolde krig: At undergrave USA. Det er som i judo: Man udnytter modstanderes egne bevægelser til at kaste ham til jorden. Man ved, at vestlige journalister slet ikke kan stå for papirer, som er stemplet »Hemmeligt« – det har vi set masser af eksempler på, også i den avis du holder i hånden – og det er med til at nære en organisation som Wiki-Leaks. Gad vide, i hvor mange andre sager, denne selvretfærdige og selvbestaltede organisation har ladet sig misbruge til at viderebringe for kræfter, der er ude i et helt andet ærinde end »åbenhed«?

Det er velkendt, at man benytter den vestlige presses ønske om objektivitet – hvor en sag helst skal ses fra to sider – til at plante misinformation i medierne. Fremkomsten af de sociale medier har gjort dette meget lettere end i gamle dage, hvor funktionærer fra østambassader skænkede op for journalister på hovedstædernes værtshuse for at plante historier eller indsamle sladder. Nu produceres historierne stadig af det gamle KGB’s arvtagere i FSB, men i en »troldefabrik« i Skt. Petersborg, som sørger for at sende historierne ud i cyberspace, hvorfra de ofte havner i de seriøse medier. For man skal jo huske at høre den anden side, ikke sandt?

EU-Kommissionen har nedsat en gruppe af eksperter til at kulegrave medierne for den slags misinformation, og i et nyhedsbrev – der i går fejrede sit ét års jubilæum – fremlægges dokumentation for, hvad der foregår. I det første år blev det til i alt 1.649 historier – heraf de 936 på russisk, 173 på engelsk og resten på 16 andre sprog…

De har travlt, de små trolde.

Politikere og politiske partier er også udsat for massiv påvirkning: Der er fra Kreml givet direkte økonomisk tilskud til den franske Front National, der gør sit for at undergrave EU – og en række andre ekstreme europæiske partier, som næres af vreden mod EU, får ligeledes støtte. Indflydelsesrige forhenværende politikere er på lønningslisten i russiske Gazprom og leverer trofast opbakning til Putin, når han angribes, eller de holder brandtaler om, at nu må vi snart stoppe med de sanktioner mod Rusland…

Ved det seneste præsidentvalg i Ukraine brød hackere med russiske relationer ind i de systemer, der styrede stemmeoptællingen. Det skete i et – forgæves – forsøg på at ændre resultaterne af valghandlingen.

Både Estland (i 2007) og Georgien (før krigen i 2008) har oplevet massive cyberangreb, som lammede vigtige offentlige hjemmesider. I Estland var der tilsyneladende tale om, at arbejdet var udliciteret til kriminelle organisationer med base i Rusland, som normalt tjener penge på at afpresse bookmakerfirmaer i London: Op til en weekend med vigtige løb får bookmageren at vide, at hans systemer risikerer at bryde sammen, hvis han ikke betaler et tårnhøjt »konsulenthonorar«. Gør han det ikke, lukkes hans systemer i præcist tre gange 24 timer, og hans forretning forsvinder… I Estland var det samme model, som blev anvendt, og man kunne bagefter spore, at de servere, der var involveret i den aktion, der lukkede for adgang til hjemmesiderne, havde såkaldte IP-adresser i Kreml.

Nu ser det så ud til, at det er blevet amerikanernes tur.

Hvilken interesse skulle Putin & Co. have i at svække Hillary Clintons kandidatur? Det er indlysende: Donald Trump har allerede svækket NATO alvorligt med sine udtalelser om, at USA ikke uden videre vil leve op til NATOs »musketer-ed« om at komme angrebne partnere til undsætning. Han har tillige fremsat positive vurderinger af Putin. Trump er nemlig ikke så bekymret for, at Putin bryder de internationale spilleregler – f.eks. ved annekteringen af Krim – for han vil jo blot varetage Ruslands interesser, ganske som Trump vil varetage amerikanske interesser. Så pyt med aftaler og traktater og spilleregler!

Det kan forekomme hasarderet at satse på et vildt kort som Trump – ingen ved hvad han kan finde på – men i den russiske optik er Hillary Clinton en langt farligere modstander. Hende kender man. Både Putin og hans udenrigsminister Lavrov har erfaret, at hun er hård i filten, når der skal forhandles sikkerhedspolitik. Hun vil ikke uden videre standse sanktionerne mod Rusland, sådan som Trump – og et desværre voksende kor af europæiske politikere – ønsker.

Rusland har med sin ageren i Ukraine og med sit indtog i cyberspace demonstreret en foragt for internationale spilleregler, som kræver et standhaftigt modspil. Lad os krydse fingrene for, at det sikres ved det kommende amerikanske præsidentvalg.