Nye Surface-modeller får lunken modtagelse
Anden version af Microsofts egne tavle-PCer er ikke nyskabende men mere en opgradering af den tidligere udgave, lyder kritikken. Og der kommer ingen mini-Surface.
Anden version af Microsofts egne tavle-PCer er ikke nyskabende men mere en opgradering af den tidligere udgave, lyder kritikken. Og der kommer ingen mini-Surface.
Det er kun småting, der bliver ændret på anden udgave af Microsofts egenproducerede Surface-tavlecomputere, som softwaregiganten fortsat tror på trods elendige salgstal. Og der kom ikke en mini-Surface.
Microsoft præsenterede sent mandag eftermiddag, dansk tid, de nye lidt slankere og lettere Surface 2- og Surface Pro 2-tavle-PCer og en del ekstraudstyr i et forsøg på at skabe ny interesse for Windows som styresystem for tavle-PCer. Konkurrencen på tavle-PC-markedet er knusende hård med Apples iPad-tavlecomputere som - endnu - de dominerende og med et utal af tavlecomputere med styresystemet Android som stadig mere vindende konkurrenter. Android-tavle-PCerne dykker prismæssigt, og udvalget af de stedse mere populære syvtommermodeller er med til at presse Apples førerposition markant fra kvartal til kvartal.
Milliardnedskrivning
Tavle-PCer med Windows har dog stadig forsvindende lille markedsandel, og det håber Microsoft at kunne ændre på. Den første Surface-model, som kom i oktober 2012 har dog været en stor skuffelse. Microsoft måtte i sit seneste kvartalsregnskab bide en nedskrivning på hele 900 millioner dollars eller fem milliarder kroner, fordi Surface-computerne stadig stod på varelagerets hylder og ikke var blevet solgt ude i butikkerne.
Nu kommer så efterfølgerne, der begge stadig har skærme på 10,6 tommer. Derimod kom der ikke, som flere havde ventet, en syvtommerudgave af Surface. Netop syvtommerformatet er pludselig blevet populært igen, selv om adskillige producenter i flere år før Apples iPad Mini havde lavet syvtommermodeller, der passer lige til jakkelommen og let kan holdes i een hånd.
Den nye Surface 2 kører på en lavenergichip fra ARM og vil koste 449 dollars for udgaven med 32 GB lagerplads. Et påklikkeligt tastatur kan købes separat for 120 dollars. Surface 2 ender dermed på en pris, der er en anelse lavere end Apples seneste iPad med 32 GB lagerplads og i ren trådløs model. Den koster 599 dollars. Skærmen viser fuld HD-video, og opløsningen på det indbyggede kamera er nu 3,5 megapixler fortil og 5 megapixler bagtil. Surface 2 vil koste 3.399 kroner i Danmark, når den kommer hertil 22. oktober - samme dag, som den rammer USA.
Kølig modtagelse
Surface Pro 2, som kører den fulde udgave af Windows 8 i modsætning til Surface 2, der bruger den skrællede Windows RT, er udstyret med en Intel-chip og går stadig efter at være en afløser for den bærbare PC. Skærmen er nu også i fuld HD. Startprisen er her 899 dollars for 64 GB lagerplads og igen uden tastatur. Til sammenligning koster Apples billigste letvægtscomputer, MacBook Air med 128 GB, 999 dollars. I Danmark vil Surface Pro 2 koste 6.999 kroner.
De nye Surface-tavle-PCer er dog blevet køligt modtaget.
»Jeg ser ikke megen grund til, at folk skulle købe dem. Ja, de er billigere end iPad, men er det grund nok? Det virker, som om Microsoft bare fortsætter i det traditionelle PC-mantra: Bliv ved med at opgradere chippen og hardwaren en smule hvert år, og gør prisen en anelse lavere. De burde gøre noget, der var innovativt i forhold til første generation, og det ser jeg ikke i dette udstyr,« siger teknologianalytiker Jack Gold fra J. Gold Associates til nyhedsbureauet Reuters.
Gratis Skype-opkald i et år
Med Surface 2-computerne følger gratis Skype-opkald i et år til mere end 60 lande. Microsoft købte i det dansk-svenske internettelefoniprogram i oktober 2011 for 8,5 milliarder dollars og er ved at indbygge det overalt. Med i prisen er også 200 GB gratis lagerplads i to år på Microsofts egen netlagertjeneste Skydrive, som konkurrerer med Dropbox og Google Drive.
Surface 2 leveres med en neddroslet udgave af Office-kontorpakken, herunder Outlook-postprogrammet, mens Surface Pro 2 ikke har Office forinstalleret; den skal tilkøbes. Og netop det ses som et minus i Microsofts karakterbog, fordi softwaregiganten ikke udnytter sin egen styrke.