I går trådte nogle nye EU-regler i kraft, der betyder, at alle rejsende, der krydser Schengengrænsen, skal have scannet deres pas af politiet i lufthavnen. Det kommer til at betyde ventetid ved paskontrollen, hvis man rejser uden for Schengenområdet, da vi i dag er vant til, at passet blot skal vises frem.

Københavns Lufthavn forsøger at gøre det så nemt og bekvemt for passagererne som muligt, forklarer kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen:

»I tæt samarbejde med Politiet gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe passagererne igennem så godt og effektivt som muligt. Men vi forventer en øget ventetid i paskontrollen og opfordrer derfor passagerer, der skal rejse ud af Schengenområdet, til at møde op i god tid,« forklarer han.

Den øgede ventetid skyldes, at politiet tidligere kun skulle scanne en del af passagerernes pas, men der arbejdes på en løsning, så det er til mindst mulig gene for passagererne, fortæller Henrik Peter Jørgensen:

»Vi har sammen med Politiet sikret, at der er mandskab og servicemedarbejdere til at hjælpe de rejsende igennem bedst muligt. Vi har ligeledes oprettet fire nye spor til paskontrol inden sommer og forventer at være klar med fire yderligere ved udgangen af året. Men vi håber, at passagerer, der skal rejse ud af Schengen, vil væbne sig med tålmodighed,« siger Henrik Peter Jørgensen.