De tre første mobiltelefoner med den nye Windows Phone 8.1-software er klar fra finske Nokia, som meget snart overtages af Microsoft.

Nokia udvider sin serie af Lumia-telefoner med tre modeller, som alle er født med den opdaterede software, som slippes løs til alle inden for kort tid. Lumia 630 og Lumia 635 ligger i den billigere ende, hvor Nokia forsøger at vinde nyt marked, mens Lumia 930 kræver en større tegnebog.

Lumia 630 er den første Lumia-telefon, hvor man kan sætte to SIM-kort i og dermed slippe for at rende rundt med en arbejds- og en privattelefon. Både Lumia 630 og Lumia 635 er på 4,5 tommer og udstyret med en såkaldt firkerneprocessor, som afvikler programmer uden forsinkelser. Telefonerne kommer med Microsoft Office, en række Nokia-applikationer og Nokias gratis navigeringstjeneste Here.

Opdatering til alle til sommer

Lumia 630 kommer til salg i Danmark i maj til 1.295 kroner, mens Lumia 635 først når frem til sommer og endnu ikke har fået dansk prisetiket.

Lumia 920 er på fem tommer og udstyret med et PureView-kamera med Zeiss-optik og en opløsning på 20 megapixler. Indmaden er også her en firkerneprocessor, og med følger Microsoft Office. Prisen er ikke offentliggjort men vil i USA ligge på 599 dollars som start. Telefonen når til Danmark i løbet af sommeren.

Alle øvrige Lumia-telefoner vil få en opdatering til Windows Phone 8.1 - under navnet Nokia Cyan - i løbet af sommeren.