Integrationsminister Søren Pind (V) har i 23. time fremsat endnu et lovforslag, som markant vil skærpe reglerne for udenlandske studerende uden for EU-området, som ønsker at studere i Danmark. Lovforslaget indfører en ny regel om, at udenlandske studerende, samtidig med, at de søger optagelse på en dansk uddannelsesinstitution, skal kontakte et dansk pengeinstitut og oprette en konto med frivillig spærring. Når den studerende så bliver optaget på en uddannelse, skal der indsættes et beløb svarende til et års SU.

Hvis uddannelsesopholdet varer mindre end et år, skal beløbet svare til SU-udbetaling i det antal måneder studieopholdet varer. De månedlige SU-udbetalinger udgør i øjeblikket 4.200 kr. Samtidig lægger lovforslaget op til at skærpe kravene til en sprogtest. I lovforslaget hedder det, at en ansøgning om studieopholdstilladelse »skal ledsages af dokumentation for, at udlændingen har bestået en egenfinansieret sprogtest, der ved hjælp af score angiver vedkommendes engelskniveau«. »Det skal sørge for, at de studerende, der kommer til Danmark, er ressourcestærke og ikke er fupstuderende,« siger Martin Henriksen (DF), medlem af Folketingets integrationsudvalg.

Der er dog ikke alle studerende fra tredjelande, der vil blive omfattet af kravet om selvforsørgelse. Studerende på videregående uddannelser, der allerede har betalt et helt semesters studieafgift er undtaget. Ifølge Berlingskes oplysninger vil skærpelsen blandt andet ramme studerende på erhvervsakademiuddannelser, professionsbacheloruddannelser, udenlandske studerende på adgangsgivende kurser og på folkehøjskoler, samt udlændinge på grund-og ungdomsuddannelser.

Lovforslaget er en udløber af finanslovsaftalen fra efteråret, men på grund af bøvl med at få skruet en ordentlig model sammen, har Integrationsministeriet først nu fået fremsat forslaget efter krav fra Dansk Folkeparti. Det har i de seneste dage udløst et mindre drama i Folketingets ledelse. Oppositionspartierne afslog i går at dispensere fra reglerne om, at der skal gå 30 dage fra et lovforslag bliver fremsat, til det kan vedtages, og det betyder, at Folketinget skal indkaldes i begyndelsen af juli for at stemme lovforslaget igennem.

Folketinget ekstraindkaldt

Normalt er Folketinget færdigt med lovforslagene umiddelbart efter Folketingets afslutningsdebat, der fandt sted i onsdags, men det er langtfra tilfældet i år. Regeringen og Dansk Folkeparti vil have tryghedspakken igennem, og forhandler nu med Liberal Alliance, der som modydelse har fremsat ikke mindre end tre ekstra beslutningsforslag, som partiet ønsker behandlet undervejs i juni, hvor Folketinget allerede er indkaldt tre gange for at stemme ekstra aftaler hjem.

Det skal sørge for, at de studerende, der kommer til Danmark, er ressourcestærke og ikke er fupstuderende.

Liberal Alliance har bl.a. meldt sig med et krav om en omfattende kommissionsundersøgelse af den meget omtalte skandale om hjerneforskeren Milena Penkowa. Efter weekenden overtager Niels Høiby fra Liberal Allance det mandat, som Malou Aamund (V) hidtil har siddet på. Høiby er til daglig professor på Københavns Universitet, og har siden skandalesagen begyndte at rulle markeret sig som en skarp kritiker af ikke mindst rektor Ralf Hemmingsens rolle i sagen.

Penkowa-undersøgelse

Liberal Alliance ønsker derfor en kommissionsundersøgelse, som der dog umiddelbart ikke er flertal for. Men en mindre undersøgelse kan der meget vel blive tale om, hvilket både de Radikale, Socialdemokratiet og SF har efterlyst. Regeringen har hidtil været imod, fordi der allerede er iværksat undersøgelser af bl.a. Kammeradvokaten, Rigsrevisionen, politiet og Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. »Det er umiddelbart svært at se, hvad en ny undersøgelse skal føre med sig,« siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) i en skriftlig kommentar.

I går inviterede hun imidlertid Liberal Alliance til et møde om sagen mandag eller tirsdag i næste uge, som bliver en teknisk gennemgang af mulighederne for at gennemføre en undersøgelse. Liberal Alliance har også foreslået at afskaffe multimedieskatten, hvilket økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er imod.

INFOshop: Studerende om deres privatøkonomi og job