Der var ikke andet end æren at spille for hos Bosnien, da VM-debutanterne skulle møde Iran, men alligevel tog det lille europæiske land sejren på 3-1.
Dommeren kom igen i fokus ved dette VM, da to mål var tvivlsomme. Men før der kom fokus på dommer Carlos Velasco Carballo, burde Iran have vendt al opmærksomheden på egen præstation, for selv om en sejr over Bosnien og en argentinsk sejr over Nigeria i det andet opgør i gruppe F kunne have været nok til iransk avancement, virkede det fodboldgale land ikke i gear. Bosnien havde tabt begge sine to første kampe og allerede udspillet holdets chancer ved VM inden Iran-kampen.
Men Iran kunne slet ikke diske op med samme kvalitet som i kampen mod Argentina, hvor Lionel Messi først til sidst afgjorde slaget, og det var derfor helt fortjent, at Manchester City-stjernen Edin Dzeko kunne bringe Bosnien foran med et skud fra distancen, der ramte stolpen og gik ind.
Målet til 2-0 stod Miralem Pjanic for, men Roma-spilleren stod i en offside-position, da han modtog bolden og placerede den i modsatte hjørne, og det gjorde den iranske landstræner Carlos Quieroz, der også følte sig snydt mod Argentina, så utilfreds, at han brokkede sig højlydt, men målet fik lov at stå.
Iranerne skulle dog også vise sig at få lidt dommertække senere i kampen ved deres scoring til 1-2. Igen var det på en offside-situation, at nettet kom til blafre. Denne gang var det Reza Ghoochannejhad, der drog nytte af, at dommeren ikke så oplæggeren Javad Nekounam i offside, og så kunne angriberen med det lange navn score det første iranske mål ved VM.
Iran fik en smule gejst tilbage af det mål, men hurtigt løb Avdija Vršajevic op og afgjorde dysten med et hug i det fjerneste hjørne. 3-1, og så kunne de to mandskaber vinke farvel til VM.
Iran slutter sidst i gruppe F med et point, mens Bosnien slutter næstsidst med de tre point fra dagens kamp.