Når techfirmaer som Google, Apple og Facebook skal vælge, hvor de vil lægge deres datacentre, får Danmark endnu et es i ærmet i bestræbelserne på at lokke dem til.

Det såkaldte Havfrue-kabel, der forbinder datacentre i USA med datanettet i Europa, får nemlig endestation i Danmark. Det oplyser Henrik Hansen, direktør for Datacenter Industrien til Berlingske Business.

»Det er en stor nyhed, og det er virkeligt positivt og kan få stor betydning,« siger han.

Fiberkablet går på tværs af Atlanten fra USAs østkyst til Esbjerg, hvor det kobles til datanettet i den lille vestjyske by Endrup. Operatøren på den nye forbindelse er det irske selskab Aqua Comms DAC, der i forvejen driver et eksisterende datakabel mellem USA og Irland.

De senere år er der blevet oprettet flere datacentre i Danmark, og der er lige nu bekræftet tre nye hyperdatacentre i Danmark til Apple og Facebook samt salg af to store grunde til Google, som endnu ikke har truffet endelig beslutning om at bygge.

Med kablet kommer der endnu en god grund til at vælge Danmark for de store IT-selskaber, påpeger Henrik Hansen.

»Jo mere der investeres i infrastruktur desto mere oplagt, bliver det for firmaerne at vælge Danmark. Alle ved, at Irland har stået stærkt, og nu kommer vi med på niveau og får en konkurrencefordel over for vores nabolande,« siger Henrik Hansen fra Datacenter Industrien, der repræsenterer firmaer som Schneider Electric DK, Cowi, GlobalConnect, Grundfos.

Det er vigtigt at få kablet til Danmark, fordi selv små milisekunders forskel - såkaldt latenstid - har en stor betydning for IT-giganterne. Derfor går de meget op i datacentrenes placering, og ved at kablet går til Danmark, kommer Danmark til at stå endnu bedre i den henseende.

Invest in Denmark, der ligger under Udenrigsministeriet, har arbejdet på projektet gennem længere tid, og det er ifølge direktøren Steen Hommel en stor gevinst at få kablet til Danmark.

»Det er rigtigt positivt for os og Danmark. Det styrker os som datacenterland og vores forudsætninger for digital vækst,« siger Steen Hommel til Berlingske Business.

Det nye fiberkabel kommer ventes at være i drift i sidste kvartal af 2019.