Et kæmpe Boeing-fly er pist forsvundet, og de 239 sjæle om bord på Malaysia Airlines Flight 370 er aldrig kommet hjem til deres kære.

Så meget ved vi.

Men her 10 dage efter, at flyet fra Malaysia Airlines flight MH 370 forsvandt sporløst, ved ingen, hvor hverken flyet eller passagererne befinder sig.

Vi ved, at flyets centrale kommunikationssystem holdt op med at virke kort efter klokken et. Systemet giver besked om flyets olietryk, kabinetryk og brændstofsituation. Selv om det ikke virkede mere, blev det ved med at udsende et bip af og til, som blev opfanget af satellitter.

Vi ved, at flyets transponder, der identificerer flyet og dets hastighed, blev slået fra manuelt, og at en af piloterne derefter sagde ordene 'all right, good night' i radioen.

Og vi ved, at flyet højst sandsynligt blev ved med at flyve i op til syv en halv time efter, at det forsvandt på radaren i kontroltårnet i Kuala Lumpur.

Vi har også meldinger om, at flyet kan have fløjet så lavt som i 1.500 meters højde for at undgå radar i mindst tre lande.

Endelig har vi meldinger om, at flyet enten er fløjet nordpå over Indien, til Mellemøsten og Europa eller sydpå ud over Det Indiske Ocean.

Det synes mere og mere tydeligt, at der er nogen, der har fået flyet til at forsvinde med vilje.

Men hvorfor? Hvor er det? Og hvordan kom flyet uden om alle de mange radarsystemer.

En ung mand har udviklet en ny teori, som i øjeblikket får stor opmærksomhed på de sociale medier.

For kunne det tænkes, spørger han, at flyet fløj i skyggen af et andet fly? Hvad nu, hvis det lykkedes flyet at undgå radarerne ved at lægge sig i slipstrømmen fra et andet fly?

Teorien er hverken bevist eller anerkendt af folk fra den officielle eftersøgning, men den får alligevel stor opmærksomhed af folk med forstand på fly.

Manden bag den opsigtsvækkende tese er den 30-årig amerikanske IT-konsulent, Keith Ledgerwood, som interesserer sig indgående for fly og luftfart.

Han postede sin antagelse på blogger-sitet tumblr efter at have kigget nærmere på de data om flyet og dens forsvinden, som er offentligt tilgængelige.

Det, Ledgerwood har gjort er, at han har kigget på flyets rute og undersøgt, hvilke andre fly, der var i området på det tidspunkt. Og har fandt et andet Boeing 777-fly, som var på vej fra Singapore, og som fløj over Andamanerhavet: Singapore Airlines flight 68. Det fly fløj sammen rute, som de malaysiske militære radarer har vist, at det forsvundne MH370 var på vej hen.

Det får Ledgerwood til at spekulere på, om MH370 brugte Boeing-flyet fra Singapore som radar-cover ved at flyve et stykke bag, over eller under det.

Hvis flyet er kommet forbi både civile og militære radarer lyder helt utroligt og vanvittigt. Ikke desto mindre er teorien fascinerende og måske ikke umulig.

Du kan læse hele hans teori her.

- Jeg har fået hundredvis af e-mail fra piloter, radar-teknikere, militærpiloter og lignende, som alle er enige om, at det her er den mest sandsynlige idé, de har læst indtil videre, skriver han på siden.

Men der er også skeptikere. Blandt dem den pensionerede pilot John Cox.

- Hvor er flyet? Der er ingen billeder, videoer eller satellitovervågninger af det. En hangar, som er stor nok til en 777 er vanskelig at skjule...der er ikke særlig mange af dem i udviklingslandene, siger han og tilføjer, at han selv tror, at flyet ligger på havets bund, og at han ikke er optimistisk med hensyn til overlevende.

TV: Det forsvundne fly: Pårørende forsvarer mistænkt flypersonale: