»Spider-Man: Homecoming«

Instruktør: Jon Watts

Medvirkende: Tom Holland, Michael Keaton

Få superhelte har været gennem så mange inkarnationer på filmlærredet som Spider-Man, og »Spider-Man: Homecoming« er den tredje genstart på 15 år af filmserien om superhelten, der kan kravle på vægge og drive skurkene til vanvid med flabede vitser.

Sam Raimi stod i 2002 bag den første seriøse Spider-Man-film med Tobey Maguire som en sympatisk selvudslettende ungdomshelt og Willem Dafoe som en mesterligt diabolsk superskurk. Raimis version var grundlæggende helt i overensstemmelse med tegneserieforlægget fra 1960erne, da den legendariske tegneserieforlægger Stan Lee opfandt begrebet »superhelte-med-problemer«. Lee havde indset, at det var nødvendigt at hive de kappeklædte helte ned på jorden, hvis læserne skulle have en chance for at engagere sig i historierne. Det resulterede i, at Spider-Man (hvis hemmelige identitet var videnskabsnørden Peter Parker) fik dagligdags udfordringer som besværlige kærester og tyranniske chefer, mens Superman stadig gik rundt og var mest bekymret for grøn kryptonit.

Efter Sam Raimis veloplagte trilogi af Spider-Man-film genstartede instruktøren Marc Webb serien med Andrew Garfield som den mest kejtede Peter Parker nogensinde i to film, og det er sidstnævnte version, som Jon Watts lægger sig tættest op ad med »Spider-Man: Homecoming«.

Samtidig er Watts’ Spider-Man den første, der for alvor indskrives i det udbyggede univers, som Marvel i nogle år har bygget op omkring superheltekliken »The Avengers«. Det gør filmen mere indforstået end de tidligere, men ikke mere, end at de fleste bedstemødre kan være med. Filmen tager et spinkelt afsæt i »Captain America: Civil War« fra sidste år, da den purunge Spider-Man kastede sig ind i en buldrende kamp mellem stridende supermennesker som Black Panther, Iron Man, Ant-Man og en masse andre mænd i brogede dragter.

Efter stormen kommer stilheden, og det er præcis der, »Spider-Man: Homecoming« begynder. Spider-Mans hemmelige alter-ego, den 15-årige forældreløse Peter Parker (Tom Holland), har fundet en slags far i tekno- milliardæren Tony Stark (Robert Downey Jr.) og håber inderligt at kunne blive officielt medlem af The Avengers, som Stark leder.

Men med store kræfter følger der som bekendt et stort ansvar, og Tony Stark opfordrer indtil videre Peter til at blive hjemme i New York-forstaden Queens, hvor han kan øve sig med at hente katte ud af træer og fange cykeltyve, mens de voksne superhelte redder verden. Det går godt, indtil superskurken Vulture (spillet af den formidabelt potente Michael Keaton) beslutter sig for, at han skal være den næste røverkonge af Queens.

Med Tom Holland som hormonalt bevægelig og teenagestresset super-novice finder filmen et godt naturligt leje, der står i forfriskende kontrast til den panderynkende alvor, som flere af de øvrige film i Avengers-universet er blevet tynget af, uden at de dermed helt er trådt ind i det misantropiske mørke, som eksempelvis Christopher Nolans Batman-serie bevæger sig i.

Jon Watts orkestrerer fermt balancen mellem det karikerede og det eventyrlige, og i pagt med Stan Lees »superhelte-med-problemer«-koncept er Spider-Mans problemer trukket næsten ned i børnehøjde. Kan han komme med til skolens afdansningsbal, eller skal han hellere gøre sin pligt og tage på ufrivillig date med superskurken? Så enkelt bliver det faktisk.

Filmens force er den fysiske komik. Peter Parker har nok lært det elementære som at svinge sig fra hus til hus og kravle op ad vægge. Men hver gang han muler en skurk eller får reddet nogen med et sidste sprøjt af edderkoppetråd, lykkes det ham også at smadre et eller andet, nøjagtig som en teenagetumling med superkræfter ville gøre det. I en herlig Buster Keaton-agtig sekvens destruerer han en hel stribe af plankeværker og udestuer i forstaden, så hundene gør, og børn og gamle damer bliver opskræmte.

Det mest iøjnefaldende ved »Spider-Man: Homecoming« er imidlertid det multietniske cast af skuespillere, der er rykket ind i det normalt så hvide Spider-Man-univers.

Peter Parker har alle dage bejlet til to dejlige pigers opmærksomhed, nemlig Gwen og Mary-Jane, begge så hvide som kærnemælk. I denne film er Peters to piger (Laura Harrier og Zendaya Coleman) begge afroamerikanere – og dejlige! – og dermed bryder filmen med den Hollywood-regel, der dikterer, at kun en enkelt birolle per film kan være besat af en sort skuespiller. Peters hovedrival på Midtown High School har alle dage været den maskinklippede sportsbølle Flash Thompson. Han er nu blevet hispanic med slikket hår og spilles af Tony Revolori.

Peter Parkers nærmeste ven Ned (Jacob Batalon) er blevet asiat og er i øvrigt, som Peter selv er det i denne gendigtning, en kæmpenørd. På et tidspunkt får Ned sågar edderkoppe-Peter med hjem for at bygge en Lego-model af Dødsstjernen fra »Star Wars«. Det var Batman aldrig gået med til, uanset hvor mange product placement-penge, der havde været i det.

Der er lige så mange hudfarver i »Spider-Man: Homecoming« som i New Yorks FN-bygning, og det kan godt ligne en kommentar til Trumps vision for USA. Den tolkning bestyrkes, da Michael Keaton i rollen som Vulture holder sin afsluttende skurketale, hvor han retfærdiggør sig selv som den lille mand, der bare er begyndt at rage til sig, som USAs rigeste altid har gjort det.

»De rige og de magtfulde, de er ligeglade med os, men det er os, der skal rydde op efter dem. Vi får lov at æde deres levninger,« siger Vulture og lyder som et ekko af ham den gyldenblonde, der selv er temmelig velhavende.

»Spider-Man: Homecoming« får dog aldrig sine tydelige holdninger i den gale hals, for filmen er en af de mest underholdende superheltefilm, der længe er set, og ankommer netop, som genren var begyndt at tage sig selv en kende for alvorligt. Swing it, man!