To socialdemokrater har indenfor det seneste år haft fingrene lidt for langt fremme og lidt for høj promille ved julefrokosterne med de ansatte.
Senest har Københavns overborgmester Frank Jensen (S) tilsyneladende indtaget for meget alkohol ved årets julefrokost på rådhuset og antastede fire unge kvindelige ansatte, som han angiveligt kyssede og slikkede i hovedet og på halsen, skriver bt.dk.
Det sker kun kort tid efter, at hans partifælle, folketingsmedlem Carsten Hansen, blev afsløret i at have opført sig upassende til en julefrokost sidste år.
Den slags sager koster dyrt for Socialdemokratiet, mener politisk brandingekspert.
- Overordnet set er det ikke heldigt for Socialdemokraterne, at de her sager dukker op. Det spiller på fordommen om, at socialdemokrater drikker lidt for mange øl og ikke tager deres ansvar seriøst, siger politisk brandingekspert Sigge Winter til bt.dk.
Skal forlade festen
Netop det tunge ansvar, der hviler på politikerne, bør være grund til, at de ligesom chefer i større virksomheder, forlader julefrokosten i god tid, så de undgår den slags sager.
- Måske man som politiker fremover skulle nøjes med en enkelt øl til julefrokosten og så forlade festen i tide. Så må man holde vildere fester sammen med andre politikere, siger Sigge Winther.
B.T. erfarer at flere af de andre borgmestre på rådhuset netop efterlever dette og i år valgte at forlade julefrokosterne tidligt.
Frank Jensen burde muligvis have lært at gå tidligt hjem, eftersom han allerede i 2004 havde en lignende sag inde på Christiansborg, hvor han havde antastet en studentermedhjælper.
Sagerne kommer i kølvandet på et år, hvor Socialdemokratiet i forvejen har været belastet af en del personsager, heriblandt Helle Thornings skattesag, Henrik Sass Larsens rockerrelationer og senest Mette Gjerskovs rygekabine.
Kilde: bt.dk