For første gang i lang tid tør de sige det højt og selv tro på det. Måske er der alligevel en chance for, at regeringen kan genvinde magten ved næste valg om senest to år. Måske er slaget ikke tabt på forhånd.

Mens Venstre i de seneste tre uger har været kastet ud i et rejsecirkus med formand Lars Løkke Rasmussen som passager på 1. klasse, er humøret steget betragteligt i regeringen. For første gang i to år er det ikke længere S og SF, der vågner op til nedadgående meningsmålinger, men Venstre der i flere målinger må nøjes med en lavere vælger­opbakning end ved valget i 2011.

I regeringen er man sig særdeles bevidst om, at der kan være tale om en kortvarig strafaktion fra vælgernes side over for Venstre-formanden. Alligevel spår flere toprådgivere i de tre regeringspartier, som Berlingske har talt med, at rejsesagen også på sigt vil stække Venstre på to afgørende punkter, som gør det nemmere for regeringen at trænge igennem med sine politiske budskaber.

For det første har Lars Løkke Rasmussen ødelagt sine egne muligheder for at fremstille sig selv som jævn og folkelig og give indtryk af, at Helle Thorning-Schmidt er det modsatte. De personorienterede angreb på Danmarks statsminister og forsøget på at fremstille hende som et elitært overklasse­løg vil fremover falde tilbage på ham selv. Og for en regering, der kæmper med, at statsministeren altid ligger et godt stykke nede på ministerpopularitetslisterne, er det værdifuldt at få ro på den front. Samtidig stækker rejsesagen Lars Løkke Rasmussen i hele den løftebrudsdiskussion, der har martret regeringen, siden den kom til magten i 2011.

Selvom der ikke umiddelbart er den store sammenhæng mellem politiske løftebrud og luksusrejser for bistandspenge, så ender begge diskussioner let med at handle om troværdighed og moral. Men det kort – Venstres måske hidtil bedste – får Lars Løkke Rasmussen nu svært ved at spille. Og det er bestemt ikke uden betydning, erkender de Radikales gruppeformand Sofie Carsten Nielsen. »Nu har jeg en fornemmelse af, at der er mere »level playing field«. Nu kan man ikke stå og råbe så meget af hinanden mere om alle mulige ting, der blev sagt før valget og proces. Nu kommer det til at være en reel politisk kamp, og det er klart, at det har givet ny gejst,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Angriber med velfærden forrest

Når angrebene på statsministerens person og troværdighed er sat ud af spil, får regeringen bedre muligheder for at kaste sig ind i den politiske kamp om midtervælgerne, lyder det samstemmende budskab fra rådgivere i SRSF. I alle tre regeringspartier sværger man på, at Løkkes luksusrejser ikke har fået dem til at ændre strategi. I stedet er der klare dessiner til de menige politiske kæmpere: Hold øjnene på bolden. Ikke noget med at gå efter manden, for det vil give bagslag, lyder analysen.

»Spørgsmålet omkring troværdighed må Løkke afklare med sine vælgere. Vi ændrer hverken politisk eller retorisk strategi. Vi ved godt, hvad det vil sige at miste danskernes opbakning, og hvor meget der skal til for at vinde den igen. Det er vi i gang med, og vi har en meget ydmyg tilgang til det. Vi vil bedømmes på vores resultater,« siger Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke.

Hans budskab bakkes op af Sofie Carsten Nielsen.

»Det er ikke min eller Radikale Venstres plan at skulle op på nogen som helst høj hest. Det er der ikke behov for. Der er behov for, at vi forholder os til de udfordringer, som Danmark står overfor. Jeg synes, der er meget nutidige erfaringer på, at det andet i den grad kan give bagslag,« siger hun med slet skjult henvisning til Venstres hidtidige strategi.

I regeringen går man nu efter at få pustet fornyet liv i de politiske diskussioner om velfærd og økonomi, som skal bruges til at hente nogle af de mange vælgere, der er tabt til især Venstre og Dansk Folkeparti, tilbage igen. Det er to meget forskellige vælgergrupper, som skal spilles ud mod hinanden. Som en kilde tæt på regeringstoppen udtrykker det, så skal det stå lysende klart for Dansk Folkepartis vælgere, at med Venstre ved magten får de nulvækst og mindre velfærd. Og for Venstres vælgere skal det være klart, at et styrket Dansk Folkeparti vil betyde nye grænsebomme.

Samtidig håber regeringen på at få mere ro på de indre linjer frem mod et valg. Længe har regeringens interne forhold været sat så meget på nødblus, at der kun var meget lille koordinering mellem partierne og deres rådgivere. Men med fælles succesoplevelser fra Folketingets åbning, hvor det lykkedes at presse Venstre på nulvækst, den første spørgetime mellem Løkke og Thorning, hvor Løkke fik sagt, at 2.000 kroner ikke rækker til mere end et par sko, og nu også koordineringen af indsatsen i forhold til GGGI-sagen er forhåbningen, at tiden for splittende solomeldinger er ovre. I stedet vil regeringen forsøge at gå i offensiven på udvalgte fælles dagsordener, hvor der er klar enighed i rød blok, men ikke samme enighed i blå blok. Og der er begrundet håb om, at den kommende tid byder på mindre utilfredshed i de tre regeringspartiers baglande.

Hårde reformer af kontanthjælp, fleksjob, SU og problemerne med udfaldstruede dagpengemodtagere er allerede i gang med at blive afløst af politiske tiltag og reformer, som regeringen vurderer, at der er en større efterspørgsel efter i baglandet. Det gælder folkeskolereformen, togfonden og den kommende erhvervsskole­reform. På uddannelsesområdet er Venstre allerede en del af folkeskoleforliget og bliver efter alt at dømme også en del af erhvervsskolereformen, så her bliver det svært at skabe skarp politisk kant.

Til gengæld er det vurderingen i regeringen, at Venstre allerede før Løkkes rejsesag har blottet sig på en række politiske felter, hvor det er lykkedes at presse partiet til højre. Det gælder bl.a. Venstres exit fra forhandlingerne om en togfond, som skete, fordi Venstre ikke vil tvinge olieselskaberne i Nordsøen til at betale mere i skat. Og det er sket i forhold til nulvækst, hvor Venstre er blevet tvunget til at indrømme, at det kan betyde færre offentligt ansatte.

Stormløb mod nulvækst

Det er først og fremmest nulvækst, der skal løbes politisk stormløb på frem mod et valg. Den diskussion anses ifølge Berlingskes kilder i regeringskredse for en vinderkonflikt. Venstres forslag om nulvækst i de offentlige udgifter frem mod 2020 har nemlig en indbygget konflikt i oppositionsblokken, hvor Konservative og Liberal Alliance på linje med en lang række toneangivende økonomer anerkender, at et sådant udgiftsstop vil give serviceforringelser, nedskæringer og fyringer i det offentlige. Det er hård kost for Dansk Folkeparti, som ønsker en vækst i de offentlige udgifter, som minimum er på niveau med regeringens 2020-plan, hvor væksten er sat til 0.6 procent. Og Venstre har indtil nu ikke været villig til at fortælle, hvordan nulvæksten i den offentlige sektor skal gennemføres helt konkret.

Regeringspartierne vejrer derfor ny medvind ved at slå på diskussionen om forskellen på Venstre og regeringens velfærdspolitik. Som SFs politiske ordfører Jonas Dahl udtrykker det:

»Vi vil i højere grad tage hele velfærdsdebatten i forhold til Venstre. Det er i regeringens interesse og en dagsorden, vi vil forfølge. Det handler om nulvækst i modsætning til den vækst, vi trods alt lægger op til fra regeringens side. Det er for mig at se en markant politisk forskel,« siger Jonas Dahl.

I regeringen forudser man, at Venstre på et tidspunkt bliver tvunget til at pege på, hvordan midlerne skal fordeles i den offentlige sektor, når udgifterne ikke engang må stige sådan, at de kan følge med det udgiftspres, som følger af ændret demografi og flere ældre. Og det vil blive historier om nedskæringer, der bliver svære at sælge som positive tiltag i befolkningen, lyder analysen fra regeringspartierne.

På trods af at man er i regeringen er tilbageholdende med at overvurdere effekten af Løkkes rejsesag, så er man særdeles opmærksom på, at den også kan svække ham i nogle af de økonomiske debatter. For kan man foreslå milliardbesparelser på ulandsbistanden, men samtidig som formand for en international klimaorganisation bruge selvsamme penge til at flyve på 1. klasse? Kan man tale om brugerbetaling på kernevelfærdsområder som lægebesøg, når man ad flere omgange selv har ladet skatteyderne betale for sine dyre vaner? Kan man i kølvandet på endnu en bilagssag om ekstravagante vaner tale om at vende hver en krone?

De sidste uger har gjort missionen mere vanskelig for Venstre. Samtidig viser både forbrugertillidstal og huspriserne tegn på, at økonomien er i bedring, mens Venstres kommunikation i høj grad er rettet mod en økonomi i krise, lyder vurderingen i regeringen. Lykkes det rent faktisk at få gang i økonomien inden et valg, kan Venstres krav om nulvækst og offentlige besparelser komme til at virke unødvendigt brutalt på mange vælgere. Læg dertil, at regeringens planlagte vækst i 2020-planen vil give rum for at sende flere milliarder af kroner i spil til nye velfærdsindsatser.

Jo, de har fået håbet tilbage i regeringen.­­