Dårligt nok har vi fået afsluttet afstemningen om Byens Bedste Burger 2015, før endnu et ambitiøst bøf-i-bolle-koncept står klar til at stjæle rampelyset. Liberty hedder den nye burgerudfordrer, som åbner på Fisketorvet lørdag den 20. juni. (Rettelse den 19. juni: Grundet uforudsete omstændigheder er åbningen af Liberty udskudt, vi retter til den nye åbningsdato, så snart vi ved mere.)

»Endnu en snasket centerburger«, tænker du måske. Men noget tyder på, at du i såfald er i fare for at tænke forkert. Liberty satser nemlig helhjertet på kvalitetskød serveret i gennemdesignede, industrielle omgivelser.

Ejerne af den nye restaurant slår sig op på at benytte den samme grill, som findes i køkkenet hos bøfkongerne MASH. Den får lov at flammekysse et udvalg af gode udskæringer, der skal være med at hæve Libertys kreationer op på gourmetburgerniveau.

»København har masser af gode burgerrestauranter, men der er ikke mange shoppingcentre, hvor du kan sidde ned og få en god kvalitetsburger. Med den opgradering og forvandling, som Fisketorvet har gennemgået, syntes vi, at tiden var inde til at byde ind med gourmetburgere og en spiseoplevelse udover det sædvanlige i et shoppingcenter. Vi har sat barren højt og er sikre på, at Fisketorvets kunder og de nye IMAX-biografgængere vil tage godt imod vores nye koncept,« siger folkene bag Liberty.

Arkitekt Linda Korndal har stået for indretningen af Liberty, som får et råt og industrielt look. Når hun ikke laver sine egne projekter, er hun partner i tegnestuen Norm Architects, som står bag det prisvindende design på restaurant Höst i København.

Fisketorvet er i disse år i gang med en gennemgribende opgradering af restaurantudvalget. For nylig slog Lê Lê Street Kitchen dørene op i shoppingcentret, snart rykker den amerikanske kaffekæmpe Starbucks ind og senere på sommeren er det Letz Sushi, der vil friste med fiskebidder på Fisketorvet.

Hvad: Liberty
Hvor: Fisketorvet
Hvornår: Åbner lørdag den 20. juni (Rettelse den 19. juni: Grundet uforudsete omstændigheder er åbningen af Liberty udskudt, vi retter til den nye åbningsdato, så snart vi ved mere.)