Politiets Efterretningstjeneste skal frem over ledes af en mand, for hvem bekæmpelse af terror ikke er ukendt territorium. I sine 16 år hos Bagmandspolitiet har den nyudnævnte efterretningschef, statsadvokat Jens Madsen, nemlig blandt andet beskæftiget sig med sager om hvidvask og finansiering af terrorisme på nationalt og internationalt plan.
Der kommer dog til at gå noget tid endnu, før den 45-årige jurist vil udtale sig nærmere om sine visioner for PET. I en kort udtalelse skrev han i går, at han er utrolig glad for tilliden, men at han ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt:
»PET varetager en uhyre vigtig samfundsopgave i Danmark, og jeg ser frem til at lede denne indsats i samarbejde med rigtig mange dygtige og dedikerede kollegaer i PET. Efter min formelle tiltrædelse pr. 1. januar 2014 vil der være anledning til at komme med yderligere bemærkninger om den opgave der ligger foran,« skriver han.
Siden 2006 har Jens Madsen været leder af Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet, kaldet Bagmandspolitiet, og siden januar 2013 også for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Han har altså stået i spidsen for efterforskningen af omfattende og organiseret økonomisk kriminalitet – ikke mindst i en periode, hvor retsopgøret efter finanskrisen har fyldt meget.
Ros med på vejen
Justitsminister Karen Hækkerup (S) roste i går den nye PET-chef for hans indsats i SØIK:
»Jens Madsen har i syv år bestridt stillingen som øverste chef for en vigtig organisation med komplekse opgaver og stor opmærksomhed. Det har været naturligt og nødvendigt at tænke strategisk, administrativt og økonomisk, og han har stået i spidsen for at modernisere organisationen. Jens Madsen har de analytiske, ledelsesmæssige og kommunikative evner, der kræves af chefen for PET,« skrev Karen Hækkerup i en udtalelse.
Jens Madsen kommer til at afløse Jakob Scharf, som 3. december meddelte sin afgang på grund af de seneste måneders interne stridigheder og samarbejdsvanskeligheder mellem ansatte og ledelse i PET. En af Jens Madsens første opgaver bliver således at genetablere den tabte tillid og skabe et sundt arbejdsklima.
Ifølge tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen er Jens Madsen et overraskende men klogt valg, blandt andet fordi han har vist, at han kan få forskellige faggrupper til at arbejde sammen.
»Han er særdeles velvalgt og har om nogen formået at hive SØIK op på et niveau, som gør, at alle har respekt for den indsats, der lægges for dagen i den afdeling, han har været leder for,« siger Bonnichsen.
24 personer havde søgt stillingen som PET-chef, da ansøgningsfristen udløb torsdag.