Jeg brummer om kaniner, når mine børn høvler gulerodsstænger ind, men forleden forstod jeg, at gulerodsstænger ikke blot er foder, men kan være en eksplosion af smag på tungen.

Jeg var selvfølgelig på Noma, hvor gulerodsstængerne blev serveret bagte på en bund af brændt hø, som en af en række retter af råvarer, som jeg plejer at bruge til madpakker, men som den aften smagte som noget af en anden verden.

Det nye nordiske køkken er netop nyt, fordi de i køkkenet på Noma og andre steder ser på vores kulinariske arv og lokale råvarer, som så de dem for den første gang. De viser den størst mulige respekt for traditionen ved at genopfinde den, så den er relevant for en ny tid.

Måske var det vinmenuen (som gudskelov ikke var nordisk) eller også er jeg bare en nørd, men jeg fik lyst til at bestille en ny dansk udenrigspolitik i Nomas køkken.

Siden afslutningen af den Kolde Krig har dansk udenrigspolitik været selvbevidst nyskabende. Siden Poul Nyrup Rasmussen var statsminister har skiftende regeringer proklameret, at de var aktivistiske.

At Danmark indtil 1990erne havde ført en passiv udenrigspolitik står ikke for en nærmere historisk analyse, men det passede både højreorienterede socialdemokrater og Venstrefolk, der ville tage et opgør med 1980ernes fodnotepolitik. Fodnotepolitikkens egentlige arv blev således at skygge for det faktum, at Danmark førte en engageret og aktiv udenrigspolitik under den Kolde Krig.

Dansk udenrigspolitik blev et internationalt fusionskøkken, hvor målet var at få en udenrigspolitik, der kun i størrelse var forskellig fra den amerikanske. Udenrigspolitikkens mål blev abstrakte og fjernede sig fra dansk tradition.

Tilbagetrækningen fra Afghanistan markerer, at vi er ved at finde tilbage til vores egne interesser og traditioner. Det giver os chancen for at gøre for dansk udenrigspolitik, hvad Noma har gjort for det danske køkken: gå tilbage til det basale og så udvikle det på en måde, der giver helt nye muligheder.

En række traditionelle udfordringer er tilbage i dansk udenrigspolitik, men den globale udvikling giver dem en ny kontekst. Den økonomiske vækst i Afrika forandrer præmissen for dansk udviklingspolitik, men skaber samtidig muligheden for, at Danmark kan være Afrikas vækstpartner. Grønland har en ny uafhængighed i Rigsfællesskabet, men de geopolitiske spørgsmål i Arktis har været centrale for dansk politik siden vi konkurrerede med Norge og USA om landet i begyndelsen af 1900-tallet.

Det er blot nogle af de klassiske spørgsmål, der hører den udenrigspolitiske menu til. Vi skal vælge, om vi vil tilberede dem på en ny måde.