Jeg elskede den gamle GLK, derfor er det med en ambivalent fornemmelse, at jeg kryber ombord i afløseren GLC. For GLK var designet meget kantet og havde masser af rå visuel offroadkarakter. Den ny er blevet mere rund og mainstream. Det er godt i forhold til at man rammer en større målgruppe, men skidt i forhold til os entusiaster, der var vild med ideen om den ene kantede bil i et afrundet og blødt designet modelprogram. Men det er en detalje i fortællingen om en bil, der på alle parametre er blevet bedre.
Mercedes er i gang med en modelbetegnelsesrevolution. Derfor ændrer GLK navn til GLC i forbindelse med lanceringen af den helt nye model. GL - fordi det er en SUV-udgave, og C fordi den er baseret på C-Klassen. Det giver god mening. Vi var inviteret til Sydvesttyskland for at prøve bilen, og de to dages test kom der denne video ud af.