Er det en genoplivning af nazitidens jødekarikaturer og antisemitiske propaganda, når Politiken kommenterer præsident Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad med tegningen af en fed jødisk mand med krum næse og kalot på vej til grådigt at sluge en stegt fredsdue?

Det mener den nye israelske ambassadør, Benny Dagan, der endnu inden sin officielle tiltræden i morgen (15. december, red.) på Facebook har rettet en skarp kritik mod Poltiken.

»Disse bevidst fordrejede symboler giver straks mindelser om de billeder, der er blevet brugt i tidligere tider i Europa og i dag i Iran og andre steder i Mellemøsten for at ophidse imod jøder og Israel,« skriver han.

»Det lader til, at avisen er fuldstændig uvidende om den triste kendsgerning, at jødiske samfund i Skandinavien har været under angreb de seneste dage, hvor der er kastet brandbomber mod jødiske mål i Göteborg og Malmö. Selv her i københavn har vi oplevet vandalisme og ubehagelige tilråb til jøder. Alt sammen mens vi vi stadig tænker på de forfærdelige terrorangreb i 2015, der tog livet af to danske borgere. Man skulle tro, at alle i dag er klar over, hvilken rolle den slags forvrængede billeder kan spille for at tilskynde til voldelig adfærd.«

I sit opslag understreger Benny Dagan, at han er en stærk tilhænger af ytringsfrihed og retten til at kritisere regeringers politik, også når det drejer sig om Israel.

»Men der er meget bedre måder at gøre det på end ved at benytte de metoder til at foragteliggøre andre, som vi havde håbet aldrig at se igen,« skriver han.«

På netmediet Israel Online sammenligner forfatteren Dan Harder Politiken-satiren med Hans Schweitzers propagandaplakat »Der Jude, Kriegsanstifter, Kriegsverlängerer« fra 1928 og skriver blandt andet:

»Tegneren benytter sig (bevidst eller ubevidst) med billedet af den fede, glubske jøde, der spiser freden, af en klassisk antisemitisk symbolik, der trækker paralleller til den nazistiske prodaganda: Den velnærede jøde skaber krig og konflikt og profiterer på andres lidelse. Hvis man på Politiken ikke ønsker at bidrage til jødehadet i Danmark, burde man nok være lidt mere kritisk med hvilket billedsprog man accepterer i sine spalter.«

Politikens chefredaktør, Christian Jensen, er ikke enig i, at tegningen er antisemitisk.

»Det har ikke været vores hensigt andet end at udstille Donald Trumps beslutning,« siger han. »Politiken tager afstand fra alle negative stereotyper rettet mod såvel etniske som andre minoriteter. Der er tale om en satiretegning baseret på Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Den er en replik rettet mod Trump og ikke den israelske befolkning. Og det, synes jeg, i konteksten er klart og umisforståeligt. Men hvis nogen forstår tegningen anderledes, vil jeg gerne beklage.«

Du kan ikke følge Benny Dagan i, at tegningen kan ophidse til had mod jøder?

»Nej, det kan jeg ikke se i den.«

Dennis Meyhoff Brink er ekstern lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og forsker i den europæiske religionssatires historie. Han mener, at Benny Dagans kritik skyder langt over målet.

»Tager man konteksten i betragtning – at det er fredsduen, der bliver spist – ved man godt, at det her ikke symboliserer alle jøder, men kun en delgruppe med en bestemt politisk overbevisning,« siger han. »Det man gjorde under nazityskland var at fremstille jøden som sådan - som grådig eller uærlig eller som en der drikker blodet fra små børn. Det var en dæmonisering af en hel folkegruppe. Det er der ikke tale om her.«

Han mener, at Benny Dagan overfortolker tegningen ved at fremhæve den krogede næse.

»Jeg synes, han har en ret almindelig næse, og i øvrigt er der masser af store, skæve og krogede næser i satire, uden at det er associeret med et bestemt racemæssigt træk. Problemet med den klassiske jødenæse var, at den var forbundet med en raceideologi, hvor jøder blev fremstillet som en race, der var født til at være på en bestemt måde. Det er den ikke her. Så enten mislæser Benny Dagan tegningen. Eller også er det simpelthen det satiriske sprog, han har noget imod,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Han finder det komisk, at det netop er Politiken, der »ellers har holdt sin sti så ren«, der nu kommer under anklage.

»Men hvis man skal lave satire under de betingelser, Benny Dagan åbenbart opstiller, vil den satiriske kunst være tæt på at uddø - eller i hvert fald vil den være sørgeligt amputeret,« siger han.