Den uden sammenligning mest dominerende tavlecomputer, Apples iPad, kommer i fremtiden til at stille færre krav til overarmen. Ifølge en analyse, der netop er offentliggjort fra en notorisk velinformeret analytiker i KGI securities, bliver den kommende iPad hele 25 procent lettere, og 15 procent tyndere end den nuværende store model. Samtidig kommer den til at ligne iPad Mini en del mere.
Dermed bliver den store iPad en ret tynd sag på blot omkring otte milimeter - og den kommer, ifølge analysen, på markedet i sensommeren.
Generelt er det især de mindre tavlecomputere, der har løbet med meget af opmærksomheden den senere tid. Både Googles Nexus 7 og Amazons kindle Fire har denne størrelse, og også Samsung markedsfører Android-baserede tavlecomputere i denne mini-størrelse, der altså byder på mindre skærmareal, men til gengæld også lavere vægt og mere lommevenlighed.
Den store iPad ser fortsat stort set ud som iPad 2 gjorde i 2011 til trods for, at den siden er kommet i yderligere to udgaver. Der meldes dog ikke om radikale forandringer, men analysen peger altså på, at skærmen fylder mere af forsiden på den nye iPad, mens kanten, der omgiver skærmen, fylder mindre.
Markedet for tavlecomputere er en del mindre end markedet for smartphones, men på tavlecomputerfronten bliver konkurrencen stadigt mere kraftig, især efter at Microsoft har entreret markedet med Windows 8, der blandt andet markedsføres på selskabets egen Surface PC.
Den nuværende iPad stammer fra november.
