Knap 150.000 arbejdsløse danskere står klar til at få et job, men alligevel kan nogle virksomheder ikke skaffe dansk arbejdskraft og hyrer derfor østeuropæere i stedet.

Det vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gerne undgå i fremtiden, og derfor lancerer hun nu en såkaldt hotline, hvor virksomheder fra hele landet kan ringe til ét nummer - 72 200 350 - og få hurtig hjælp til at finde nye medarbejdere, skriver Jyllands-Posten.

Jobcentrene skal inden for tre dage have fundet egnede kandidater blandt de arbejdsløse eller løse virksomhedens behov på anden måde.

»Det handler grundlæggende om at sikre hurtig hjælp til virksomheder, der søger nye medarbejdere, og som måske har oplevet ikke at kunne få den ønskede hjælp i jobcentrene eller af andre årsager har behov for at kunne rekruttere hurtigt og effektivt, siger Mette Frederiksen til avisen.

Initiativet er en del af regeringens planer om at jobcentrene skal ændre fokus.

»Vi vil tilbage til situationen, hvor det handler mere om at anvise job end om at smide folk i aktivering, siger ministeren, der også håber, at initiativet kan forebygge flaskehalse, når opsvinget kommer,« siger ministeren.

I Dansk Byggeri tvivler man på, om den nye hotline vil gøre en forskel.

»Vi vil ikke afvise, at en hotline kan bruges til noget, men det kræver, at man ændrer kulturen hos vores virksomheder, så de tænker dem ind i rekrutteringen. De er vant til at rekruttere via netværk, og hvis det ikke giver noget, så kontakter de deres lokale fagforening og spørger, om de har ledige hænder,« siger arbejdsmarkeds- og uddannelseschef Louise Pihl.