For et udsnit af de 30 til 50-årige findes der ikke et stærkere ikon for 1990erne end de to tegnefilmfigurer Beavis og Butthead, der i en håndfuld år kommenterede rockvideoer på MTV, dengang den pågældende kanal stadig handlede om musik. Figurerne var to lummert fnisende døgenigte, der på en bizar måde både var det mest fladpandede og det mest cool, man kunne forestille sig – en kombination, der indfangede ungdommens små-nihilistiske tidsånd ligesom kanalens andet program »Jackass«.

»Beavis and Butthead« blev opfundet af den 30-årige animations-instruktør Mike Judge, der havde indset, at man sagtens kunne skabe interessante tegnefilm, der ikke bare forsøgte at efterligne de klassiske, håndtegnede Disney-film. I stedet lod han sig bevidst inspirere af discount-animation, hvor figurer står fuldstændigt stille, mens kun deres øjne og munde bevæger sig. Mike Judge leverede selv stemmer til de to figurer, inklusive deres kommentarer til rockvideoer, der blev et fast indslag i serien.

Kommentarerne blev snart et af de vigtigste pejlemærker i rockbranchen for, hvad der holdt vand, og hvad der suttede røv, for nu at udtrykke det på buttheadsk.

»Beavis and Butthead« startede karrieren

»Beavis and Butthead« blev indledningen på Mike Judges bemærkelsesværdige karriere som konceptuerende TV-forfatter med grovkornet satire som speciale. Selv om Judge aldrig har deltaget i den politiske debat, var et af hans tilbagevendende satiremål den amerikanske venstrefløj, særligt når den fremstod som bedrevidende, fodformet og økologi-prædikende. Hyppigt hyldede »Beavis and Butthead« det rene anarki, og serien blev på et tidspunkt beskyldt for at opfordre til pyromani på grund af den ene figurs glæde ved at se ild.

De to fnisende teenagere blev afløst af serien »King of the Hill«, der blev et af de længst kørende animationsshows på amerikansk TV og videreførte den bevidst afstumpede gøren grin med USAs politiske korrekthed. Det samme gjorde Mike Judges næste show, »The Goode Family«, samt nogle af hans spillefilm, der dog ikke fik nær samme succes som hans TV-serier.

Men tilbage i 1980erne, længe før Mike Judge udstak nye retningslinjer for amerikansk TV-komik, havde han en helt anden karriere, nemlig som computer-entreprenør i USAs boomende Silicon Valley. I dette nordcaliforniske industriområde blev den nye digitale tidsalder grundlagt af firmaer som Apple, Google og eBay. Unge computer-geeks som Steve Jobs kunne her på få måneder skabe sig enorme formuer med markedsrystende opfindelser, men for Mike Judges vedkommende blev årene i »Dalen« aldrig andet end en endeløs frustration over sine kollegers manglende sociale færdigheder. Og efter nogle år satte han IT-karrieren på hold og begyndte at turnere med et bluesband i stedet, indtil han fik ideen om de fnisende rockfans.

Men tiden i Silicon Valley blev hængende i baghovedet på den i dag 51-årige Mike Judge, og HBO Nordic har netop haft premiere på hans nye serie, »Silicon Valley« (se anmeldelse herunder). I den anledning talte Berlingske med Mike Judge i HBOs flot svungne hovedkvarter i Los Angeles, en kontorbygning, hvis indretning pudsigt nok kunne lede tankerne hen på en af de kreative IT-virksomheder i »Silicon Valley«.

Vaks i replikken

I første omgang bliver man overrasket over Judges lavmælte facon, men han får dog også hurtigt demonstreret, at han råder over en usædvanlig vaks replik og et præcist øje for nutidens absurditeter.

Det er ikke et tilfælde, at hans seneste TV-serier har handlet om arbejdspladser. Det har nemlig altid undret ham, at man sjældent så folk arbejde for føden i TV-seriernes verden, så »Silicon Valley« kan godt ses som en protest mod den underligt arbejdsfrie tilværelse, som de fleste TV-karakterer lever i, medmindre de er politimænd eller hospitalssygeplejersker.

»TV havde ikke lært mig andet, end at folk tilsyneladende altid har penge uden at skulle arbejde for dem. Da jeg gik på college, havde jeg ikke desto mindre en hemmelig frygt for, at jeg ville ende som en hjemløs. Jeg var nemlig ude af stand til at forestille mig nogen arbejdsgiver, der ville betale mig for at lave et eller andet,« siger Mike Judge.

Det er også de færreste, der har en hverdag, som dén IT-nørderne lever i i Silicon Valley. Her kan personer, der lider af sociale handicaps og/eller forstørrede egoer, opfinde teknologier, der gør dem til milliardærer fra den ene måned til den næste.

»Folk som Mark Zuckerberg er anderledes typer end fortidens entreprenører. Det er folk, der blev drillet i deres skoletid, og når de pludselig kommer til penge, har de endnu ikke lært sig de sociale vaner, der gør dem i stand til at bruge penge. De bliver ved med at købe pizza og bliver hjemme for at spille computerspil i stedet for rejse Jorden rundt. Med mindre de hyrer en rockstjerne til at spille til deres kontorfest,« siger Mike Judge.

»Silicon Valley« handler om seks unge programmører, der bosætter sig i titel-området i håb om at kunne udvikle en banebrydende IT-opfindelse. Da det lykkes hovedpersonen Richard at opfinde en ny måde at komprimere data på, bliver han hurtigt centrum for en lang række aktørers opmærksomhed. Dialogen er proppet med såkaldt tech-talk, men det var en udfordring at finde en balance, der hverken er uinteressant for IT-nørder eller udenforstående.

»Det var ikke nemt, for når programmører snakker eller joker indbyrdes med hinanden, kan det godt være meget svært for andre at følge med. For at kunne få en realistisk tone, som ikke ville skubbe hovedparten af seerne væk, skrev vi dialogen, så man får en fornemmelse af, hvad der tales om, selv om man ikke kender enkelte nøglebegreber,« siger Mike Judge.

Fiktion i IT-miljøet

Et andet problem med at skrive fiktion, der foregår i IT-miljøet, er, at teknologien udvikler sig så rasende hurtigt, at referencer hurtigt kan blive outdatede. Indimellem efterlignede virkeligheden tilmed fiktionen. I serien optræder eksempelvis en pubertær iPhone-app, der rangerer kvinders bryster, og omtrent da serien var færdig, opdagede Mike Judge, at sådan en app faktisk allerede findes. Beavis og Butthead ville have været begejstrede!

»Faktisk er det ikke så nemt at komme op med ideer til ny fiktiv IT-teknologi. Hvis det skal forestille at være noget, man kan tjene penge på, er der en meget stor sandsynlighed for, at den allerede findes. Og så er det jo ikke satire mere. Så er det en dokumentarfilm, du er i gang med,« siger Mike Judge.