En længe planlagt bytur med vennegruppen kan minde om en nytårsaften. Snakken om aftenen har gået længe, forventningerne er skruet helt i vejret, og alt skal bare spille max. Hvis aftenen derimod ikke helt går som planlagt, kan man godt vågne op med en lidt flad fornemmelse morgenen efter.
Den fornemmelse skal app'en Heaps sikre dig imod. For ligesom det velkendte nytårsprogram »Festen og Gæsten« på P3, der sætter vennegrupper sammen til nytårsfester, skal Heaps forene grupper til sjove byture.
Læs også: Guide: Fede fester under Cph:Dox
Sådan kommer du i gang med Heaps
Metoden er enkel: Du henter Heaps i AppStore (pt. er den kun tilgængelig til iPhones) ganske gratis, logger ind via sin Facebook-profil og opretter en gruppe med dine venner. Herefter vælger I, hvilken dag I skal i byen (det kan allerede være i dag eller en dato længere fremme i tiden), og I kan nu se, hvilke andre grupper i nærheden, som skal ud samme aften.
Ligesom på Tinder kan I derefter like/swipe videre imellem de grupper, der er dukket op, fordi de skal i byen samme dag. Når der er et gensidigt match, kan man begynde at chatte med hinanden. Og fordi I har matchet ud fra en fælles gå-i-byen dato, er der nu ikke langt fra matchet til det fysiske møde.
Hvis I gerne vil mødes med en gruppe ligesindede, kan I fx vælge, hvilken aldersgruppe I ønsker at se i feedet. Gennem hashtags kan I beskrive jeres gruppe, når I opretter den, så andre grupper kan få en idé om, hvilke typer I er. Skal I fx bruge et match til Distortion eller på Roskilde Festival, er det også oplagt at bruge disse begivenheder som hashtags.
Endelig viser Heaps, hvilke fælles venner man har med de andre grupper - ligesom du kender det fra Facebook.
Læs også: Weekend-festerne er tilbage på Vega
Fokus på sjov frem for dating
Ideen til Heaps er opstået hos de fem venner Kristoffer Juhl, Niels Hangaard, Kim Hemsø, Jens Grud, Frederik Slot og Frederik Bjerager. De lægger ikke skjul på, at den klokkeklare inspiration til app'en er radioprogrammet »Festen og Gæsten«:
»Hele vores omgangskreds har altid været kæmpe fans af »Festen og Gæsten«, og vi synes, det var ærgerligt, at det kun fandtes til nytår. Vi kender alle dét, at nogle af de sjoveste aftener i byen opstår, når vi tilfældigvis støder ind i en gruppe fra det modsatte køn, hvor det bare klinger,« siger drengene til AOK.
De havde leget med tanken til Heaps i et par år, og da Tinder-bølgen for et halvt års tid siden skyllede indover Danmark, tænkte de, at danskerne nu var klar til Heaps. Modsat Tinder skal Heaps dog ikke ses som en dating-app, men som en app, der samler vennegrupper på kryds og tværs:
»Det, der er genialt ved Heaps, er at man på en afslappet og sjov måde kan møde nye mennesker, mens man er sammen med signe egne. Det skaber en enorm tryghed, fjerner fokusset fra dating og hen på det der virkelig tæller: at have det sjovt,« siger drengene bag app'en.
10.000 brugere i København
Heaps er en gratis app, som indtil videre findes i København, Odense og Aarhus, og i hovedstaden har brugertallet rundet 10.000. Navnet kommer fra australsk slang, hvor »heaps« betyder »mange« eller »meget«:
»Heaps er en app, der giver mange muligheden for at have det sjovt, frem for enkelte,« forklarer drengene.