Der er røre i andedammen på markedet for sommerhusudlejning, som de professionelle udlejningsbureauer traditionelt har siddet tungt på. En af de nye spillere er deletjenesten Danrent - en pendant til Airbnb, men kun for sommerhuse.

»Vores mål er at åbne nye muligheder for privat sommerhusudlejning både henvendt til dem, der lejer ud gennem bureau i dag, og dem som ikke tidligere har prøvet kræfter med udlejning. Vi tror på, at der er plads til flere alternativer, og at udlejer kan sprede sine æg ved at benytte forskellige tjenester,« siger Steffen Isgreen, medstifter af Danrent, som gik i luften 1. januar i år.